23948sdkhjf

Danske kommuner er ret gode til det med CO2

Klima-barren er bare ikke sat højt nok

Klimaet står højt på dagsordnen - også ude i kommunerne.

Og her går det faktisk rigtig godt.

I Brøndby Kommune har man blandt andet optimeret kommunens bygninger med ny isolering og kontrol af lys og ventilation - og det har været med til at nedsætte kommunens CO2-udslip med hele 22 procent alene i 2017.

Det er et vigtigt resultat, som kommunen er stolt af, siger Vagn Kjær-Hansen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune til DR P4 København.

- Det er helt naturligt, at vi går forrest som kommune. Det sender et signal til borgere og virksomheder om, at indsatsen for klimaet er vigtig.

Det er ikke kun i Brøndby Kommune, at klimaet og den grønne omstilling står højt på dagsordenen.

Faktisk har størstedelen af hovedstadsområdets kommuner reduceret deres CO2-udslip.

28 ud af de 33 hovedstadskommuner har nemlig i gennemsnit nedbragt deres CO2 udslip med 4,3 procent per kommune alene i 2017. Et resultat, som er væsentligt mere end de to procent, kommunerne via deres klimakommune-aftale med Danmarks Naturfredningsforening har forpligtet sig til.

Også udenfor hovedstadsområdet går det godt. Blandt andet byer som Aarhus og Odense har nedsat deres CO2-udledning med henholdsvis 28 pct. og 5 pct. i 2017.

Og det er meget positivt, lyder det fra Jens La Cour, der er kampagneleder for Klimakommuner i Danmarks Naturfredningsforening, til DR P4 København.

- Kommunerne leverer mere end 2 procent mindre CO2 om året, og det er vigtigt, at kommunerne bliver ved med at handle, fordi klimaudfordringerne går ikke væk.

Hos Concito - Danmarks grønne tænketank er man også meget positive over kommunernes indsats, men ser samtidig det flotte resultat, som et tegn på at barren ikke er sat højt nok.

- Når alle kommunerne når målet, kan det være et tegn på, at vi ikke har sat barren højt nok. Og vi skal sætte barren højt, siger Anna Esbjørn, der er programleder ved Fremtidens byer hos Concito, til DR P4 København.

Men hos Danmarks Naturfredningsforening er de bange for at skræmme kommunerne væk, hvis de hæver forventningerne.

- Kommunerne er nervøse for, om de kan nå målet. De vil hellere have de to procent, som de kender og så levere mere end det. Så det vil være ærgerligt at skræmme nogen væk, ved at sætte procentsatsen op, siger Jens La Cour, til DR P4 København.

Og i Brøndby Kommune er man også glad for det mål som Danmarks Naturfredningsforening har sat, siger Vagn Kjær-Hansen til DR P4 København.

- Det er ikke så vigtigt om de sætter det ene eller det andet mål. Det vigtigste er, at der er rigtig mange kommuner, som er med på målene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.253