23948sdkhjf

Derfor dropper Hillerød Forsyning geotermien

Hillerød Forsyning har siden 2013 haft koncession til at foretage geotermiske boringer i et område i Nordsjælland. En koncession, man nu har besluttet at aflevere tilbage.

- Baggrunden er blandt andet, at vi har andre gode energikilder og produktionsformer. Vi har masser af overskudsvarme som er enklere og billigere at udnytte, siger administrerende direktør hos Hillrød Forsyning Søren Støvring til Energy Supply.

Den anden del af forklaringen er økonomisk betinget.

- Med en koncession skal vi vise, at vi arbejder hen mod en boring. Vi har samarbejdet med en del andre selskaber om at gennemføre prøveboringen. Men nu har vi fået at vide, at prøveboringen skal laves i eget koncessionsområde, og det dermed er os, der kommer til at løbe den risiko, der er forbundet med geotermi. Sådan en boring koster 50 millioner kroner, og det har vi ikke råd til. Teknologien er på papiret rigtig rigtig fin. Vi er bare for lille et selskab til at gøre det alene, siger han.

Ikke endegyldigt
Hillerød Forsyning har i stedet for geotermien valgt en udviklingsvej, der falder i tråd med anbefalingerne fra Strategisk Energiplan for Hovedstaden.

Af den fremgår det, at selskaberne skal udnytte overskudsvarme og lagring af varme på den korte bane - og måske el og geotermi på længere sigt.

Som sagt så gjort. Det betyder da også, at Hillerød Forsynings geotermi-stop ikke er en endegyldig beslutning.

- Vi har sagt stop for nuværende, planerne er ikke afvist, siger Søren Støvring.

Overskudsvarme & lagring
Hvornår Hillerød Forsyning tager fat på geotermien igen er uvist.

I stedet går selskabet i gang med at forfølge den plan, der er lagt for en fossilfri varmeproduktion i 2025.

I øjeblikket produceres 70 pct. af varmen fossilfrit. For at nå de sidste tredive procent kan både overskudsvarme og sæsonlagring komme på tale.

- Vi kigger på en hel masse forskellige ting. Overskudsvarme er en vej at gå. Vi kommer også til at se på de varmeproducerende anlæg, siger Søren Støvring, der trods en stram tidsplan for den fossilfrie varmeproduktion ikke har travlt med at investere.

- Vi passer på ikke at investere for meget nu. Der er en ny regulering på vej. Det er ikke klogt at gætte sig til, hvad den kommer til at indeholde. Det kan jo være noget uforudsigeligt, slutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094