23948sdkhjf

De første sider til energihistoriens næste kapitel skrives inden længe

Debat: Fra 26. november får danskerne billigere grøn energi. Datoen markerer den dag, hvor Danmark for første gang gennemfører et teknologineutralt udbud på energiområdet

Sol, vindmøller på land og havvindmøller efter åben dør-proceduren har mulighed for at deltage i udbudsrunden, hvor kun de lavestbydende får mulighed for statsligt tilskud til deres elproduktion.

Dermed skrives de første sider i det, der skal blive det nye kapitel i dansk energihistorie, hvor det fremover vil være op til markedskræfterne at sætte prisen på den grønne omstilling. Teknologineutrale udbud er gode for danskernes pengepung, da den forøgede konkurrence alt andet lige vil presse prisen på vedvarende energi endnu længere ned og dermed sikre, at den danske stat får mest muligt grøn strøm for de 254 mio. kr. der er afsat til den 20-årige periode, hvor der udbetales tilskud til de vindende projekter.

Konkurrence, når den er effektiv, er en enorm drivkraft til at dygtiggøre sig, at udtænke nye innovative løsninger eller optimere eksisterende løsninger. Det er vi gode til i Danmark, men det er ingen hemmelighed, at introduktionen af udbud i Danmark og andre lande kan sætte forretningen under pres. Det er en situation, som vi har været vidne til i et par år nu, og som nok vil fortsætte et par år endnu, indtil priserne har stabiliseret sig.

Grundlæggende er konkurrence og priserne på markedet for opstilling af ny energiteknologi godt, men for at konkurrencen kan være effektiv, forudsætter det også gunstige betingelser. Et af de forhold, der i skrivende stund gør betingelserne for konkurrence mindre gunstige, er sagsbehandlingstiden på gennemsnitligt 8,4 måneder i Planklagenævnet, der blandt andet behandler klager over kommende vind- og solprojekter.

Den urimeligt lange behandlingstid er et problem af i hvert fald to årsager.

  • Det skaber usikkerhed og kan medføre, at nogle virksomheder afholder sig fra at byde ind med projekterne.
  • Virksomheder der vælger at byde vil være nødsaget til at gardere sig imod den risiko, der ligger i potentielt at skulle betale en bod til staten, hvis ikke projektet kan realiseres, som igen vil medføre højere budpriser.

Fælles for begge to er, at de er udtryk for, at den lange ventetid i Planklagenævnet kan risikere at gøre den grønne omstilling dyrere end nødvendigt.

Det bliver spændende at se, hvor langt ned konkurrencen kommer til at drive priserne på både vind og sol, og udbuddet i dag er kun en forsmag på en mere reel teknologineutral fremtid, hvor Danmark fra 2020 vil opleve, at bølgekraft, biomasse, biogas med mere, også vil skulle indgå i udbud for sammenlagt 4,2 mia. kr. fra 2020 til 2024.

Uanset hvad der helt konkret kommer til at stå på disse første sider i energihistoriens nye kapitel, så vil det helt sikkert indebære, at danskerne får mere grøn omstilling for pengene.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095