23948sdkhjf

Dansk biogas på vej over Atlanten

Produktionen af biogas og recirkulering af næringsstoffer fra blandt andet husdyrgødning, industri- og husholdningsaffald mere end fordoblet siden energiforliget i 2012. Branchen er i vækst, også internationalt, og der er over en årrække opbygget kompetencer og erfaringer blandt private virksomheder og offentlige interessenter i Danmark. 

Initiativet Biogas Go Global skal sætte kompetencerne yderligere i spil på den internationale scene.

- Branchens løsninger bliver heldigvis allerede efterspurgt i udlandet. Men for at få mest muligt ud af interessen, så er det vigtigt med et stærkt dansk triple helix-samarbejde, der kan skabe ny viden, nye afsætningsmuligheder og varige relationer på det globale marked, siger administrerende direktør Mads Lebech fra Industriens Fond, der har støttet Biogas Go Global med 7,3 mio. kroner.

Mange muligheder i USA
Der er mange muligheder at finde for danske biogasløsninger i USA, hvor flere delstater fremlægger ambitiøse klimaplaner og støtteprogrammer med fokus på at genanvende organisk affald og producere grøn gas. Særligt i Californien og på østkysten er der et attraktivt marked for danske biogasvirksomheder. Ifølge Damvad Analytics kan der skabes op mod 20.000 danske arbejdspladser i biogasbranchen frem mod 2035. Dette svarer til en eksportværdi på op mod 16 milliarder kroner, hvis de rigtige forudsætninger er til stede. 

Aktiviteterne i Biogas Go Global vil blandt andet muliggøre myndighedssamarbejder mellem Energistyrelsens Globale Rådgivningsteam og modsvarende aktører på amerikansk delstatsniveau. Projektet har også til formål at identificere finansieringsmuligheder, rådgive om markedsmæssig tilpasning af eksisterende produkter, services og forretningsmodeller og facilitere videns- og innovationssamarbejde på tværs af Atlanten. 

- Formålet med Biogas Go Global er at skabe bedre forudsætninger for udvikling og eksport af danske biogasløsninger – i første omgang i Nordamerika, men på længere sigt også på andre markeder, siger Lars Visbech Sørensen, som er direktør for Agro Business Park, der er primus motor for det nye projekt. 

Fakta: Biogas Go Global

Biogas Go Global er et bredt favnende partnerskab, der ud over Industriens Fond og Agro Business Park også omfatter innovationsnetværket INBIOM, Energistyrelsen, Eksportrådet, samt udenlandske samarbejdspartnere, heriblandt American Biogas Council. Derudover er en lang række danske virksomheder med. 

Det nye projekt ventes at vare i cirka tre år.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083