23948sdkhjf

200 virksomheder i fælles front mod kystnær vindmøllepark

- Det er fuldstændig tåbeligt at lægge en stor vindmøllepark i noget så skrøbeligt som Lillebælt. Ganske enkelt.

Så kontant er meldingen fra Mikael Grønlykke, direktør i Summerbird Organic til DR Fyn. Han er en af initiativtagerne til Red Lillebælt Erhverv.
En støtteforening, der sammen med foreningen Red Lillebælt vil vise deres modstand mod den kystnære vindmøllepark, Lillebælt Syd, som Sønderborg Kommune gerne vil bygge fire kilometer fra kysten ved Helnæs i det sydlige Lillebælt.

Red Lillebælt Erhverv har samlet knap 200 virksomheder på Fyn, der alle mener, at vindmølleparken vil få store konsekvenser for virksomhedernes mulighed for at tiltrække arbejdskraft.

- Vi repræsenterer erhvervets stemme i Assens. Dette vindmølleprojekt er ikke fedt for vores kommune, og de tilflyttere vi har brug for, siger Mikael Grønlykke til DR Fyn.

Ifølge Red Lillebælt Erhverv kommer der flere medlemmer til dag for dag. Det er ikke lykkedes at få internationale kæder med som eksempelvis Lidl, da de er organiseret anderledes. Men Mikael Grønlykke er positiv over den store tilslutning.

- Der er naturligt nok kæmpe opbakning til at få stoppet det her vindmølleprojekt på den placering, siger han til DR Fyn.

Byg vindmøllerne i Nordsøen
Red Lillebælt Erhverv ønsker i stedet, at Sønderborg Kommune anlægger vindmølleparken i Nordsøen som en del af Regeringens seneste energiaftale om blandt andet havvindmøller. 

Det forslag bakker man op om fra borgmesterkontoret i Assens, hvor Søren Steen Andersen (V) kvitterer for foreningens indsats.

- Det viser blot, at der er modstand på flere niveauer mod dette projekt. Borgere, politikere og nu også erhvervsliv. Vi arbejder alle mod samme mål; nemlig at få Sønderborg Kommune til at genoverveje placeringen af den her vindmøllepark, siger Søren Steen Andersen (V) til DR Fyn.

Forstår ikke kritikken
På den anden side af Lillebælt respekterer Sønderborg-borgmester Erik Lauritzen (S) modstanden. Men han forstår ikke virksomhedernes kritik. Vindmøllerne er et vigtigt redskab i den grønne omstilling, fortæller han.

- Det er ikke ubetinget alle, der synes, at det er pænt. Men det er nødvendigt. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke forstår, at man bare er imod som virksomhed. Men jeg respekterer, at det er sådan, det er, siger Erik Lauritzen til DR Fyn.

Vindmølleparken er et af de projekter, som Sønderborg Kommune laver i forbindelse med kommunens ambition om at blive CO2-neutrale i 2029.

Rapport: Ingen store konsekvenser ved vindmøller
Sønderborg Kommune er netop nu i gang med at sende den miljøkonsekvensvurdering til Energistyrelsen, der kortlægger konsekvenserne af vindmølleparken i Lillebælt Syd. Den er endnu ikke offentliggjort, men ifølge projektchef Anne Eibye, COWI, er der ikke store konsekvenser ved vindmølleparken. Og de konsekvenser, der er, eksempelvis marsvinene i farvandet, kan afværges.

- Vi ødelægger ikke naturen, men det bliver et markant, nyt element i landskabet, når man går ned ved kysten omkring Lillebælt, siger Anne Eibye til DR Fyn.

Miljøkonsekvensvurderingen skal sendes til Energistyrelsen senest den 15. december. Herefter er det op til styrelsen at invitere til høringer det kommende år.

Kampen fortsætter på Fyn
Samtidig vil både borgere, Assens-borgmester Søren Steen Andersen (V) og nu også erhvervslivet arbejde mod vindmøllerne. Blandt andet ved at invitere til stormøder, fortæller Mikael Grønlykke.

- Vi vil invitere borgere, Faaborg Kommune, Assens Kommune og Sønderborg Kommune med til møderne samt folketingspolitikerne. Her vil vi give vores syn på sagen, siger han til DR Fyn. 

Hvad er Lillebælt Syd Vindmøllepark?

En mulig vindmøllepark mellem Fyn og Nordals placeret i et af de 16 områder, som i 2012 blev udpeget af den daværende regerings Havmølleudvalg som egnede til at undersøge nærmere med henblik på at opføre en kystnær vindmøllepark. Parken kommer til at ligge uden for Natura 2000-området.

Parken bliver på i alt 160 MW. For at opnå den ønskede kapacitet for vindmølleparken arbejdes der i projektet med to ’yderpunkter’ med henholdsvis de største og de mindste vindmøller, der kan komme på tale:

- 20 møller på 8MW, hvor hver mølle har en samlet højde på 192,5 meter med en vingelængde på 83,5 meter og 109 meter til nav.

- 40 møller på 4MW, hvor hver mølle har en samlet højde på 165 meter med en vingelængde på 65 meter og 100 meter til nav.

Parkens areal vil afhænge af antallet af møller, men parken kommer kun til at stå på en mindre del af det område, der er udpeget som egnet til forundersøgelse.

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093