23948sdkhjf

Hospital sender 2,4 hektar solceller i udbud

Byggeriet af det nye universitetshospital i Odense går for alvor i gang til sommer næste år.

Sygehuset bygges efter de nyeste byggestandarder i forhold til bygningers energiforbrug, bygningsklasse 2020, hvilket betyder, at sygehusets tekniske anlæg skal være meget energieffektive.

For at opfylde den høje energistandard er der i bygningsreglementet krav om at opføre et anlæg, der kan bidrage med vedvarende energi til det nye sygehus.

Derfor har et enigt syddansk regionsråd fulgt indstillingen fra projektorganisationen for Nyt OUH om, at den vedvarende energi skal komme fra et meget stort solcelleanlæg.

- I en tid hvor klimaudfordringerne er meget store, er det vigtigt, at vi bygger og driver det nye universitetshospital i Odense bæredygtigt. Arbejdet med bæredygtighed bliver et gennemgående træk ved det nye sygehus. Udover solceller, energirigtige vinduer og energieffektive tekniske anlæg er der også mange andre eksempler på, at der bliver tænkt meget i bæredygtighed. For eksempel sætter vi solskærme på vinduerne, så vi mindsker behovet for køling af lokalerne, siger Kasten Uno Petersen (S), formand for regionens anlægs- og innovationsudvalg.

Solceller eller vindmøller
Projektorganisationen for Nyt OUH har forud for valget af solceller været gennem en proces, hvor både solceller og vindmøller har været oppe til overvejelse.

Beregningerne har dog vist, at solceller er den bedste og mest fleksible løsning i forhold til senere udvidelse.

Solcelle-panelerne i det nye anlæg kommer til at dække et areal på omkring 2,4 hektar og kommer til at producere omkring 4.500 MWh om året, hvilket svarer til energiforbruget i knap 900 danske husholdninger.

Anlægget placeres på et lidt over fem hektar stort areal, som en del af det område, der allerede er udlagt til tekniske anlæg for Nyt OUH. Området ligger i den sydøstlige ende af det nye sygehus mellem Odense Golfklub og Hollufsgårds Allé.

Solcelleanlægget skal først levere strøm til byggepladsen, og siden til hospitalet, når det står færdigt i 2022.

Om sommeren vil strømproduktionen fra anlægget stå for cirka 45 procent af det daglige strømforbrug på Nyt OUH – På årsbasis vil bidraget fra solcellerne være på omkring 20 procent.

Første solcellestrøm i 2019
Inden man kommer så langt som til at drive først en byggeplads siden et halvt hospital  på solenergi, så skal solcelleanlægget lige sendes i udbud. 

Projektorganisationen for Nyt OUH forventes at offentliggøre udbuddet i januar, og at regionen har valgt leverandøren sidst i marts, hvor Odense Kommune forventes at have godkendt lokalplanen for anlægget.

Anlægsarbejdet kan så gå i gang umiddelbart efter, så det nye anlæg kan levere det første solcellestrøm ultimo 2019.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157