Vil hive Aagaard i nyt samråd: Kræver forklaring i fjernvarmesag

Mens Lars Aagards (M) fremtid som klima-, energi- og forsyningsminister i første omgang ser ud til at være reddet, truer en ny sag med at sende rystelser gennem ministertaburetten – og med at sende dens besidder i endnu et samråd.
Sagen tager udgangspunkt i et brev til flere af landets borgmestre fra februar vedrørende opvarmning af private hjem.
Her skriver Lars Aagaard, at det nu "ikke er så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas", ligesom han bemærker, at det kan ende med at være "økonomisk rentabelt" at drive gasnettet, der forsyner de private gasfyr, frem mod 2050.
I 2022 vedtog et bredt flertal i Folketinget med regeringen i spidsen ellers at sætte en omfattende fjernvarmeudrulning i gang i kommunerne med henblik på at erstatte hundredetusindvis af gasfyr inden 2035.
Ministerens brev har vakt harme hos flere af landets borgmestre, kunne Energy Supply berette sidste uge, og nu har utilfredsheden også nået Christiansborgs energiordførere.
Der er ingen tvivl om, at vi skal have indkaldt til et samråd. Dina Raabjerg, energiordfører, Konservative
- Jeg synes ikke, det er okay at så tvivl med sådan nogle svar. Han er nødt til at indkalde os til forhandlinger, hvis han vil have det lavet om, siger Dina Raabjerg (K).
Hun kalder Lars Aagaards udmeldinger for fejlslutninger.
- Så længe, vi har en aftale, så er det dén aftale, vi skal arbejde efter. Og ministeren skal være loyal over for de aftaler.

Også hos Enhedslisten er der forundring og utilfredshed at spore:
- Det er jo specielt, at ministeren går ud i offentligheden og underkender det, vi har aftalt. For vi har aftaler, der ret firkantet siger, at vi ikke skal have gasopvarmning i private boliger, siger energiordfører Søren Egge Rasmussen (EL).
- Ministeren må gerne mene, at gassen først skal udfases i 2050, men så bør han jo indkalde til forhandlinger, der følger op på de aftaler, vi har indgået, tilføjer Søren Egge Rasmussen og kalder forløbet problematisk.

På vej mod endnu et samråd
Lars Aagaards udmeldinger om fjernvarmeudrulningen har fået 13 frustrerede borgmestre til at fare i blækhuset.
"Samlet set betyder de to nye meldinger fra ministeren, at den igangværende fjernvarmeudrulning i kommunerne med stor sandsynlighed går i stå," lyder konklusionen i et fælles svar fra borgmestrene til ministeren.
I samme ombæring har borgmestrene spurgt Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, hvorvidt udvalget er enige i ministerens betragtninger.
For Konservative er situationen uholdbar.
– Der er ingen tvivl om, at vi skal have indkaldt til et samråd. Borgmestrene kan ikke blive ved med at holde til det, siger Dina Raabjerg.
– Det er ikke rimeligt, at vi sætter samtlige 98 kommunalbestyrelser i gang med at afdække, hvor fjernvarme kan give mening, og når de så støber projekterne, så trækker staten i håndtaget. Det kan man simpelthen ikke tillade sig, konstaterer hun.
Også Søren Egge Rasmussen understreger, at sagen skal tages op.
– Jeg har noteret mig, at der er en række kommuner, der synes, der mangler en opfølgning, og det er jeg helt enig med dem i, siger han.
Han har dog endnu ikke "konkluderet skarpt på", om det skal ske i et samråd eller gennem andre kanaler.
– Nu afventer vi lige, hvad der sker efter påske, så vi ved, hvem der er minister. Jeg synes, vi har nogle store sager, som vi skal drøfte i forligskredsen, siger Søren Egge Rasmussen.
Energy Supply har forelagt energiordførernes kritik for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der ikke har ønsket at kommentere sagen.

Pressemeddelelsen
Lars Aagaard var i sidste uge i skudlinjen i et tre timer langt samråd i Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, hvor en samlet opposition på tur havde ministeren under forhør.
Årsagen var, at ministeren har fortiet information om forsinkelser i udbygningen af elnettet for Folketinget.
Allerede i august blev ministeren informeret om, at tidsplanen var skredet for 98 ud af 174 projekter hos Energinet. En planlagt pressemeddelelse om forsinkelserne blev efterfølgende skrinlagt, blandt andet på opfordring af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, har det sidenhen vist sig.
Lars Aagaard reddede sig imidlertid ud af samrådet med ministertitlen i behold, godt hjulpet på vej af støtte fra både nordatlantiske mandater og flere løsgængere.
Oppositionen har alligevel valgt, at der skal afholdes en afstemning om mistillid til Lars Aagaard i Folketinget efter påske, i et forsøg på at presse ministeren til selv at gå.
Den historie kan du læse her.