23948sdkhjf

Forbrugsdata & storskala-test: Her er Vækstteamets 10 anbefalinger

Regeringen har i dag modtaget anbefalingerne fra Vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi.

Anbefalingerne skal skabe grundlaget for, at danske virksomheder fortsat vil være globalt førende i at levere ressourceeffektive grønne løsninger. Vækstteamet peger blandt andet på, at mere digitalisering, test og demonstration er vejen frem.

- Vi står lige nu med nogle massive udfordringer, når det gælder energi, miljø og klima. Der er mere end nogensinde før brug for intelligente, bæredygtige løsninger. En grøn omstilling er allerede i gang på den globale scene, og Danmark er godt med, både herhjemme og i form af eksport. Men det skal gå hurtigere. Konkurrencen er hård. Der er brug for, at alle, både erhvervsliv, borgere og politikere, samarbejder, hvis vi skal være i front. Det er vi nu kommet med ti konkrete anbefalinger til. Jeg glæder mig meget til at være med til at omsætte dem i handling, siger Lars-Peter Søbye, formand for Vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi.

Vækstteamets anbefalinger fordeler sig på fire overordnede områder:

1. Forbedret adgang til forbrugsdata for el, vand og varme, så virksomhederne får bedre mulighed for at udvikle nye produkter og serviceløsninger, der kan give forbrugerne et billigere og mere bæredygtigt ressourceforbrug:

#1: Fleksibel regulering og øget konkurrenceudsættelse i forsyningssektoren.
#2: Adgang til og anvendelse af forbrugsdata på forsyningsområdet.

2. Bedre muligheder for test og demonstration, så virksomhederne kan teste implementeringen af nye grønne løsninger i større skala, end tilfældet er i dag.

#3: Etablering af fysiske storskala testplatforme til forsøg med teknologier på tværs af forsyninger og sektorer.
#4: Regulatoriske frizoner til storskala test skal give mulighed for at afprøve implementering af nye grønne løsninger.
#5: EUDP, MUDP og Innovationsfonden skal have stærkere fokus på digital demonstration.

3. Bedre rammer for startups inden for energi- og miljøteknologi, så de bedre kan udvikle sig - bl.a. ved at styrke mulighederne for samarbejde med forsyningsselskaberne og etablerede virksomheder.

#6: Bedre adgang til kapital og talent.
#7: Offentlige indkøb skal understøtte digital grøn innovation og startups

4. Øget eksport, blandt andet via tættere samarbejde med udenlandske myndigheder, så kompleks energi- og miljøregulering i andre lande ikke er en barriere for eksporten af danske løsninger.

#8: Myndighedssamarbejde skal fremme eksport af grønne løsninger.
#9: Styrket internationaliseringsindsats for grønne startups og SMV’er.
#10: Opfølgning på vækstteamets anbefalinger.

Det mener de om anbefalingerne:

DI
- Danmark er i dag helt i front inden for digitalisering. Men vi har kun udtømt en brøkdel af mulighederne. Det er helt rigtigt set af vækstteamet, at vi skal i gang med at finde den næste generation af løsninger, siger Tine Roed, direktør i DI.

Dansk Fjernvarme
- Den danske energi- og forsyningssektor scorer år efter år høj anerkendelse for vores evne til at levere billig, grøn energi altid. Det skal vi værne om. Det er derfor godt set af regeringens vækstteam, når de anbefaler, at vi skal styrke udviklingen på vores hjemmebane for også at omsætte vores løsninger på eksportmarkederne, siger vicedirektør i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.

Kamstrup
- Når vi som industri kan vise udenlandske forsyninger, at vores teknologi virker, at vi er nemme at arbejde sammen med, og at vores løsninger leverer markant mere værdi, end de koster, så har vi nøglen til at kapre markedsandele. Vi ved det virker, og derfor er vi også begejstret, når vækstteamets anbefalinger er at skabe large-scale referenceprojekter i Danmarks største byer. Det er netop det, der skal til for at komme til bordet, når Paris, New York eller andre storbyer inviterer virksomheder ind til mødebordet for at diskutere mulige løsninger på deres største problemer, siger Jesper Daugaard, senior vice president i Kamstrup.

Vindmølleindustrien
- Vækstteamet leverer i dag et velfunderet sæt af anbefalinger, som jeg forventer direkte vil kunne fremme Danmarks position som grønt foregangsland og i særdeleshed vindmøllesektorens muligheder for innovation og test. Ved at sætte fokus på storskala test og etablere regulatoriske frizoner, vil vi have mulighed for at øge brugen af grøn strøm fra bl.a. vindmøller, og det er meget væsentligt i de kommende år. Jeg håber, at Regeringen og Folketinget vil følge trop og gøre anbefalingerne til virkelighed, siger Jan Hylleberg, adm. direktør for Vindmølleindustrien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11