23948sdkhjf

Leif Koch sender amerikanere på lækage-skole

I mere end hundrede år har vi lagt drikkevandsrør i jorden for at forsyne vores huse med frisk drikkevand.

Vandledningsnettet holder dog ikke for evigt, og med tiden kan der opstå lækager, der medfører vandspil. Udskiftning af vandledningerne kan hurtigt blive en dyr affære, og derfor udvikles der hele tiden nye og smarte metoder til at lokalisere utætheder i vandrørene.

Nogle lækager er lette at se med det blotte øje. Andre lækager kan ligge dybt, i grus eller under tæt asfalt, hvor det kan ske, at vandet ikke kommer op til overfladen, eller at det kommer til overfladen et andet sted, end hvor lækagen er. Disse lækager, kan derfor stå uberørte hen og betydelige mængder vand kan gå tabt.

Hos virksomheden Leif Koch har man gjort en dyd af lækagesporing. Det vil sige, at vandre igennem byerne og søge efter lækager, men også at udvikle og sælge forskellige instrumenter til lækagesporing. Det være sig spider- og dataloggere, støjloggere og trykloggere.

Rent faktisk er virksomheden så god til det der med lækagesporing, at Jørgen Koch fra virksomheden lige har været en tur i Californien og udklække det første kuld lækage-specialister hos Moulton Niguel Water District (MNWD).

Her blev de ansatte hos MNWD undervist i at finde lækager, og hvordan man efterfølgende håndterer dem.

Spor 1: Lækagesporing
Opgaven i USA omfatter to spor.

I forbindelse med det første spor, lækagesøgning, udførte Jørgen Koch en gennemgang af det udstyr, som MNWD allerede ejer, samt yderligere træning i anvendelse af dette udstyr. Desuden blev der anvendt et udpluk af Leif Kochs udstyr, som på forhånd var sendt til MNWD.

Leif Koch gav ligeledes anbefalinger til anskaffelse af supplerende udstyr, ligesom der blev givet anbefalinger til indretning af biler til lækagesøgning.

En mere praktisk tilgang til lækagesporing var også på skemaet.

- Der blev lækagesøgt efter en kendt, men ikke lokaliseret, lækage. Lækagen blev frigravet og var blevet påvist 'spot on'. Der blev desuden trænet i forskellige metoder til lækagesøgning i forskellige områder i byen. Der blev trænet på forskellige typer af rørmaterialer, da de har forskellige karakteristika, samt rør sammensat af forskellige materialer, så de kunne træne programmering af udstyret, fortæller Jørgen Koch.

Spor 2: Planlægning
Det andet af de to spor i undervisningsplanen, 'planlægning', blev gennemført med personale fra planafdelingen og med ledere fra ledningsdrift hos MNWD.

Dette spor havde fokus på det strategiske arbejde omkring lækagesøgning. Denne opgave blev gennemført af dels Jørgen Koch fra Leif Koch A/S og dels af Kim Roar, der er teamleder i Hofors ledningsdrift.

- Der blev kigget på, hvordan man med data fra ledningsnettets drift kan planlægge en mere målrettet lækagesøgning. Desuden blev der lean’et på processerne omkring lækagesøgning. Dels mere effektiv lækagesøgning, men også hurtigere opfølgning fra lækagen blev lokaliseret til lækagen blev udbedret. Der blev identificeret en række uhensigtsmæssigheder med lange ventetider inden udbedringerne kunne opstartes, oplyser Jørgen Koch.

Fra sund skepsis
Jørgen Koch fra Leif Koch tilbragte en uge sammen med de ansatte hos MNWD.

- Ugen startede med en 'sund' skepsis for, hvad disse danskere kunne komme og lære det stolte amerikanske forsyningsfolk. Ugen blev dog afsluttet med en sund anerkendelse af, at MNWD havde rigtig meget at lære af Leif Koch, og det var en givtig uge for alle parter, fortæller Jørgen Koch.

Derudover blev der i slutningen af ugen rapporteret til MNWDs ledelse om ugens undervisning og anbefalinger til videre indsats med hensyn til indkøb, rekruttering, indsats og yderligere træning.

FAKTA
Opgaven med lækageundervisning er den første af sin slags i USA – i hvert tilfælde for Leif Koch. Der er dog allerede flere nye i sigte.

Opgaven blev opdyrket i samarbejde med The Trade Councils (tidl. Eksportrådets) Water Technology Alliance, der har til huse på det danske Generalkonsulat i Silicon Valley, og har til opgave at fremme danske vandteknologiløsninger i USA, med fokus på Californien.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093