Ryatæppe-teknik skal sende forskere på sporet af usynlig mikroplast
Af Måden et rya-tæppe er syet sammen på ligner til forveksling teknikken i det filter, som en gruppe forskere fra Teknologisk Institut sammen med tre forsyningsselskaber og en teknologileverandør nu vil bruge til at undersøge, hvor meget af det mikroplast, som ryger gennem rensningsanlæggene, der i sidste ende havner i naturen.
- Vi ved meget, meget lidt om, hvad vi udleder af mikroplast. Rigtig meget af det, vi baserer os på, er teoretiske beregninger lavet via et skrivebord, siger seniorprojektleder ved Teknologisk Institut Hanne Løkkegaard til DR Nordjylland.
Udfordringen med mikroplast er, at det ofte er så småt, at det enten er svært at se eller faktisk ikke kan spottes med det blotte øje.
Derfor har det heller ikke så underligt været et overset problem.
På renseanlægget i Hadsund i Himmerland, der vil blive en del af det kommende forsøgsprojekt, har man for nylig fået indtryk af, hvor meget plast, der faktisk kan være tilbage i spildevandet, selvom det er renset.
Det skete, da man skulle teste et filter til at opfange fosfor i vandet.
- Der blev vi virkelig overraskede over, hvor meget plastik, der også lå tilbage i det vand, som vi anså for at være fuldstændig rent. Det var nogle meget, meget små plastikstykker, fortæller direktøren for Mariagerfjord Vand, Søren Erikstrup.
En stor del af mikroplasten vil på rensningsanlægget blive fanget som slam, men hvor meget, der præcist følger med ud via spildevandet, som i sidste ende ledes ud i Kattegat, ved man ikke.
Derfor er det interessant dels at undersøge mængden og finde ud af, hvordan man kan opfange plasten, og hvor effektivt man kan gøre det.
Filteret, som skal testes til rensning af vandet, er importeret fra Schweiz og er helt nyudviklet, fortæller Hanne Løkkegaard.
Mens selve konstruktionen af det bedst kan sammenlignes med et ryatæppe, så er der også monteret en slags støvsuger, som skal suge mikroplastikken til sig.
Her vil man kunne fange mikroplast fra 100 og ned til to mikrometer, svarende til bare 0,002 millimeter.
Særligt den del af mikroplasten, der opgøres som mikrogummi, er interessant for forskerne.
- Vi ved lidt om den rene mikroplast, men vi ved faktisk overhovedet ikke noget om mikrogummi i spildevand, siger Hanne Løkkegaard.
- Mikrogummi interesserer os, fordi vi har en formodning om, at afriv af gummi fra dæk er en af de store kilder til mikroplast i vores vandmiljø.
Hvis man lykkes med at fastsætte den præcise mængde, skal et nyt forskningshold undersøge, hvor skadeligt mikroplast vil være for vandmiljøet.
