23948sdkhjf

Kamstrup laver omsætningsrekord men tjener mindre

For niende år i træk lander målerproducenten en rekordomsætning, men resultatet, der i det foregående år blev fordoblet, er mærket af øgede kapacitetsomkostninger og investeringer.

Mens omsætningen steg fra 2,1 til 2,4 milliarder, tog resultatet før skat et lille dyk fra 311 millioner i 2017 til 297 millioner kroner i 2018. Ledelsen betragter resultatet som tilfredsstillende, og CEO Kim Lehman understreger i dagens Børsen, at faldet i resultat ikke giver grund til bekymring.

- Det vil jo normalt være tegn på, at man er blevet ringere til at tjene penge, men min mission er at få udnyttet Kamstrups fulde potentiale, så vi har investeret massivt i fremtiden – i produktudvikling, nye produktionsanlæg, nye afdelinger, nyansættelser, forklarer Lehman, der i fjor overtog posten som topchef.

Investerer i udvikling og ekspansion
Medarbejderstaben er i 2018 vokset med næsten 200 ansatte, ligesom Kamstrup ifølge årsrapporten har investeret i ekspansion og ny produktudvikling, og målerkoncernen forventer at fortsætte det høje investeringsniveau i år.  I årets løb fortsatte Kamstrup desuden med at udvide globalt med åbningen af nye salgskontorer i Canada og Italien, og koncernen forventer, at antallet af nye kontorer også øges yderligere de kommende år.

- Med de resultater vi ser i lande som Danmark, er der et kæmpe potentiale for at skabe øget værdi gennem digitalisering. Derfor vil vi investere meget i ekspansion i de markeder, hvor vi ser et potentiale, og som vil repræsentere en betydelig del af vores forventede vækst over de næste 10 år, siger Lehmann.

Fortsat men moderat vækst
Både i varme/køling- og vandforretningen oplevede Kamstrup en stigning i markedsandele i 2018, men det var el-forretningen, der tegnede den største fremgang, primært drevet af store projekter som Agder Energi i Norge og Radius i Danmark. I sidstnævnte projekt var der i slutningen af 2018 installeret ca. 700.000 målere, og i slutningen af 2019 vil projektet nå op på 1 million målere.

Kamstrup forventer også i år at øge toplinjen, men forventningerne til væksten er mere moderate. I årsrapporten kan man læse, at koncernen planlægger fortsat at investere kraftigt i ny produktudvikling og produktteknisk udvikling de kommende år, ligesom der i år afsluttes en række større projekter herunder projektet for Radius. Den forventede vækst i 2019 vil derfor være lavere end den, der er realiseret de seneste år, og på den baggrund forventer Kamstrup, at også resultatet vil blive lavere end i 2018.

Kamstrup A/S
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 2.391 2.095
Resultat af ordinær primær drift 306 321
Resultat før skat 296,5 310,6
Årets resultat 234,8 246,6
Balancesum 1.791 1.542
Egenkapital 844,6 687,8
Gns. Antal ansatte 1.360 1.175
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11