23948sdkhjf

Danmark foreslår tredje rute til omstridt russisk gasledning

Danske myndigheder foreslår helt ny gasrute udenom Bornholm, som Danmark ikke kan sige nej til.

Sagen om den omstridte russiske gasledning Nord Stream 2 i Østersøen har taget en ny drejning.

Selskabet bag bekræfter, at Danmark har foreslået en tredje linjeføring af gasforbindelsen i Østersøen.

- Energistyrelsen har anmodet Nord Stream 2 om at inkludere en mulighed for en rute, lyder det i en mail fra selskabet.

- Nord Stream 2 vil nu omhyggeligt evaluere anmodningen.

Det ventes ifølge Energistyrelsen at forsinke projektet "adskillige måneder", da der skal være borgerhøringer og andet.

Det er næsten to år siden, Nord Stream 2 sendte den første ansøgning om en rute, som et flertal i Folketinget er skeptisk overfor.

Derfor sendte selskabet sidste år en ansøgning om en anden rute, der går uden om dansk søterritorie.

De danske myndigheder er forpligtet til at tage hensyn til ting som skibstrafik og miljø og foreslår nu en tredje rute. Den er opstået, fordi en mangeårig grænsestrid i havet mellem Polen og Danmark faldt på plads sidste år.

Den nye rute vil gå udenom dansk søterritorie, men hen over den danske kontinentalsokkel, hvilket betyder, at Danmark ifølge havets grundlov, havretskonventionen, ikke kan sige nej.

De to andre ruter er fortsat i spil.

Det er Energistyrelsen i Danmark, der har anmodet selskabet bag om også at undersøge ruten forbi Bornholm til projektet, der skal transportere naturgas fra Rusland til Tyskland.

Rusland er ivrig efter at komme i gang med projektet, ligesom Tyskland arbejder for at få færdiggjort det.

Danske politikere er bekymrede for, hvad ledningen kommer til at betyde for Ukraine, når der kan blive ført gas direkte til Tyskland uden om ukrainerne, der ligger i en langvarig politisk og militær konflikt med russerne.

Nord Stream 2 har det russiske energiselskab Gazprom i ejerkredsen.

Selskabet søgte i april 2017 om at føre den 1224 kilometer lange gasledning gennem dansk søterritorie syd om Bornholm.

Få måneder efter vedtog Folketinget en lov, der gør det muligt at sige nej til denne linjeføring af sikkerhedspolitiske grunde.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.289