23948sdkhjf

Store elektrolyseanlæg til sol og vind kommer hurtigere end ventet

Konverteringen af grøn strøm til brint eller videre til andre produkter som for eksempel gas, metanol og ammoniak har en række fordele. Teknikken kan hjælpe med at nedbringe CO2-udledningen fra sektorer som tung transport og industri. Det er billigere at lagre og transportere den grønne energi, når den er konverteret fra elektroner til molekyler. Da konverteringsprocessen kan køre meget fleksibelt, er den også med til at øge værdien af vind og sol på tidspunkter, hvor der er rigeligt af den.

Energinet har længe set PtX som en vigtig byggeklods i et energisystem baseret på vedvarende energi, og analysen 'Systemperspektiv 2035' fra marts 2018 indeholder omfattende analyser af det langsigtede potentiale for PtX i Danmark set i et elsystemperspektiv.

Flere aktører ser på PtX
Det seneste år har en række aktører i Danmark dog vist interesse for PtX-projekter i Danmark allerede i løbet af 2020’erne, og derfor ser den nye analyse på, om PtX også før 2030 vil kunne få en betydelig udbredelse i Danmark.

- Den nye analyse peger på, at udviklingen med PtX ser ud til at kunne komme endnu hurtigere, end vi tidligere har forventet. En række tendenser i energisektoren gør, at udbygning med PtX kan begynde at accelerere i løbet af en kortere årrække: Vi har de seneste år set et større fald i priserne på vedvarende elproduktion, siger Carsten Vittrup, energistrategisk rådgiver i Energinet og tilføjer:

- Elektrolyseteknologien er så småt begyndt at skalere op med betydelige prisfald til følge, og samtidig er der en stigende efterspørgsel efter grønne brændstoffer til blandt andet industri- og transportsektoren.

PtX og sektorkobling er vigtige byggesten i grøn omstilling
Udbredelsen af PtX-anlæg kan være med til at optimere udnyttelsen af den eksisterende elinfrastruktur, fordi elektrolyseanlæggene kan skrue op og ned for elforbruget alt efter, hvor meget grøn strøm, der er til rådighed.

På den måde kan elnettet nemmere balanceres, og vind og sol bedre integreres, uden at større mængder grøn energi går til spilde.

Analysen kigger også på barrierer for udbredelsen af elektrolyseanlæg og giver dermed et fingerpeg om, hvilke indsatser Energinet bør tage hul på for at gøre el- og gassystemet klar til udviklingen.

 - PtX og sektorkobling er uden tvivl vigtige byggesten i den næste vanskelige fase af den grønne omstilling, hvor vi skal op på 100 pct. grøn energi i elsystemet. Derfor er det vigtigt for Energinet som systemansvarlig rettidigt at kunne iværksætte de rette initiativer for at imødekomme udviklingen. Det kan både være i form af tværgående langsigtet netplanlægning og udvikling af fleksible markedsrammer, siger Hanne Storm Edlefsen, områdeleder for Strategisk Planlægning i Energinet Elsystemansvar.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109