23948sdkhjf

Nye kæmpe-vandværker skal give københavnerne blødere drikkevand

Hofor er i gang med at erstatte tre af deres allerstørste vandværker med nye, moderne anlæg, så hovedstadsområdet kan få blødere drikkevand og bedre forsyningssikkerhed.

Med de tre vandværker, som ligger vest for Ishøj, ved Søndersø og ved Gevninge, vil Hofor blive i stand til at levere blødere vand til mere end halvdelen af forbrugerne i København og omegnskommunerne.

Moderniseringen af vandværkerne vil også betyde, at drikkevandet, som strømmer ind til københavnerne gennem kilometervis af vandledninger, vil få en højere fødevaresikkerhed. Det sker via nye, bedre standarder, hvor vandbehandlingen foregår i helt lukkede kredsløb i stedet for på anlæg med åbne vandoverflader og iltningstrapper som på de gamle anlæg.

De tre nye vandværker

Nyt Søndersø Vandværk

  • Ligger ved Værløse
  • Projektperiode: 2014 – 2024
  • Årlig produktion: Op til 13,1 mio. kubikmeter drikkevand
  • Udpumpningskapacitet: Op til 1.875 kubikmeter drikkevand i timen

Nyt Thorsbro Vandværk

  • Ligger ved Taastrup
  • Projektperiode: 2016 – 2022
  • Årlig produktion: Ca. 10,8 mio. kubikmeter drikkevand
  • Udpumpningskapacitet: Mindst 1.545 kubikmeter drikkevand i timen

Nyt Gevninge Vandværk

  • Ligger ved Lejre
  • Projektperiode: 2015 – 2023
  • Årlig produktion: Ca. 8,3 mio. kubikmeter drikkevand
  • Udpumpningskapacitet: Mindst 1.069 kubikmeter drikkevand i timen

Kilde: Niras

- Med de nye vandværker vil mere end halvdelen af Hofors drikkevandsproduktion være blødgjort. Vi er i gang med en proces, hvor hele vores produktion skal omstilles til de nye standarder - og sådan en proces tager tid. Der er stor efterspørgsel på blødere vand fra både forbrugere og virksomheder i vores forsyningsområde, så vi vil løbende udrulle denne modernisering på alle vores syv regionale vandværker, siger Erling Fischer, som er projektchef i Hofor for vandværker og blødgøring.

Et bredt hold af rådgivere

Til den udfordrende opgave har Hofor samlet et bredt hold af specialister og rådgivere. For at løfte opgaven om at implementere blødgøring i en skala, som ikke tidligere er gennemført i Danmark, har rådgiverne Niras og Krüger valgt at forene kræfterne i et konsortium, der projekterer de komplicerede procesanlæg – de tre vandværkers nye indmad.

- Det er tre af de allerstørste vandværker, der findes i Danmark. Der er ikke bygget så store vandværker i landet de seneste 50 år, så alene anlæggenes størrelser er en udfordring. Nu skal vi tilmed indføre en helt ny blødgøringsteknologi efter danske forhold, og her ligger de største udfordringer, siger John Kristensen, som er Niras’ projektleder på opgaven.

For at sikre den bedste, internationale viden om blødgøring har konsortiet desuden tilknyttet det hollandske rådgiverfirma Witteveen + Bos, der skal sikre, at hollandske erfaringer inddrages i projektet. Desuden er der tilknyttet rådgivere fra Krüger, Cowi, Øllgaard, Emcon, PLH Arkitekter og Sweco.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.092