Biogasselskab står over for tvangsopløsning
En af stifterne bag Grønhøj Bioenergi Aps, Esper Goul Jensen, forventer, at det anpartsselskab, der ejer og driver biogasanlægget på Mønstedvej ved Grønhøj, snart er på ret kurs – trods det at selskabet er under tvangsopløsning.
Esper Goul Jensen ønsker ikke at kommentere på årsagen til tvangsopløsningen, men Viborg Folkeblad erfarer, at det skyldes, at selskabet ikke har indsendt årsregnskab.
Erhvervsstyrelsen har derfor bedt Skifteretten i Viborg tvangsopløse Grønhøj Bioenergi APS.
I den forbindelse vil der mandag blive afholdt retsmøde, men Esper Goul Jensen forudser, at der ikke bliver noget at holde møde om, da han ikke forventer at selskabet bliver tvangsopløst.
Produktionen af biogas har ikke været påvirket af problemerne i Grønhøj Bioenergi Aps og fortsætter derfor uændret.
I forbindelse med tvangsopløsningen er Thomas Johansen formelt fratrådt som direktør.
Krydser fingre
På det lille Frederiks Varmeværk krydser man fingre for, at tvangsopløningen ikke bliver til noget. Her har man nemlig indgået en aftale med Grønhøj Bioenergi om at aftage biogassen og har til formålet investeret 10 millioner kroner i en biogasmotor.
Biogasmotoren ankommer til værket om 14 dage, men varmeværket kommer til at vente lidt på gassen. I forbindelse med aftalen skulle der være anlagt en rørledning fra biogasanlægget til varmeværket betalt af biogasselskabet. Den er endnu ikke etableret.
- Vi er ret sikre på, at biogasanlægget kører videre. Men hvis det bliver med et nyt selskab som ejer, skal der sikkert laves en ny kontrakt, og spørgsmålet er så på hvilke betingelser, siger Wolfgang Schubert, formand for Frederiks Varmeværk.
Stod over for udvidelse Grønhøj Bioenergi stod ellers over for en udvidelse. Anlægget blev sat i drift for halvandet år siden og har produceret en del over det budgetterede, hvilket har afstedkommet, at ejerne i længere tid har overvejet at udvide anlægget. Behovet for en udvidelse er blevet mere presserende efter, at Grønhøj Bioenergi ApS har indgået aftale om levering af biogas til Frederiks Kraftvarmeværk. Det var meningen at udvidelsen ville blive igangsat i løbet af 2019, og forventet færdig primo 2020. Hvorvidt det stadig gør sig gældende er uvist. |