23948sdkhjf

Anbefaling: Danskerne må kun undvære strøm i 35 minutter

Danskerne havde sidste år en elforsyningssikkerhed i europæisk topklasse. Dermed følger 2018 et tiår, hvor sikkerheden for strøm i stikkontakterne har været meget høj – i 2018 var det i 99,996 pct. af tiden.

Det viser Energinets årlige redegørelse for danskernes elforsyningssikkerhed.

Maks 35 minutter
Energinets mål har de seneste år været, at forbrugerne i gennemsnit højst har oplevet 6 minutter uden el, heraf 5 minutter på grund af manglende effekt, altså for lidt produktion i forhold til forbruget, og højest 1 minut på grund af fejl i eltransmissionsnettet.

I redegørelsen om elforsyningssikkerhed foreslår Energinet, at målet for elforsyningssikkerheden i 2030 skal være 99,993 procent. Energinets mål er stadig højst 5 minutter på grund af effektmangel og højst 1 minut på grund af fejl, men nu også 1 minut på grund af aldrende elnet.

Dermed er målet, at antallet af årlige afbrudsminutter i den del af elsystemet, som Energinet har ansvaret for, ikke må overstige 7 minutter.

Sammen med 28 årlige afbrudsminutter, som de lokale netvirksomheder i 2030 forventer i eldistributionsnettene, må den gennemsnitlige dansker i 2030 derfor undvære strøm i stikkontakterne i maksimalt 35 minutter årligt. 35 minutter vil stadig være i europæisk topklasse, og det vil være omtrent samme antal afbrudsminutter, som danskerne oplevede i 2000, 2006 og 2007.

Energinet har ikke haft mulighed for at behandle netvirksomhedernes indmeldte forventning til 28 årlige afbrudsminutter i eldistributionsnettene.

Niveau sendes i høring
Redegørelsen og det fremtidige niveau bliver nu sendt i høring, og på baggrund af høringssvarene udarbejder Energinet en endelig anbefaling til klima-, energi- og forsyningsministeren.

- Danmark har et meget sikkert og stabilt elnet – både det overordnede transmissionsnet og distributionsnettene, der går helt ud til boliger og virksomheder. Men det er også et aldrende net, så i årene, der kommer, vil risikoen for afbrud være lidt større – også selv om der bliver arbejdet intenst på både at renovere det eksisterende elnet og udbygge nettet til de enorme forandringer, vi står over for, siger Søren Dupont Kristensen, administrerende direktør i Energinet Elsystemansvar.

Tredobling af vind og sol på ti år
Det er en betydelig planlægningsopgave både at håndtere det aldrende net og indpasse store mængder af vedvarende energi. I 2030 skal det danske elsystem være helt grønt, og det næste tiår ventes produktionen fra vind og sol at blive tredoblet. Det betyder, at en meget stor del af produktionen vil komme, som vinden blæser, og solen skinner. Ydermere skal vi i fremtiden bruge el til mange flere formål - fjernvarmesektoren ventes at skifte fossile brændsler ud med bl.a. elvarmepumper, transportsektoren elektrificeres mv. – og derfor skal meget større mængder el i fremtiden transporteres rundt i elsystemet - ofte el, der bliver produceret langt fra forbrugerne og de store byer og forbrugscentre.

Ud over at reinvestere massivt i elnettet – Energinet forventer at øge sine reinvesteringer fra ca. 500 millioner kroner årligt til ca. 3 milliarder kroner i 2030 – skal en række yderligere tiltag sikre, at danskerne har strøm i stikkontakterne.

Bl.a. gennemføres ændringer i elmarkedet, som skal gøre det mere attraktivt at forbruge strøm, når der er rigeligt, og mindre når det ikke blæser, eller at få rabat eller betaling for at undvære strøm i kortere perioder.

- Vi ønsker alle, at vi har så få afbrudsminutter årligt som muligt, men vi skal også have de samfundsøkonomiske briller på, og de sidste minutter koster rigtig mange penge. Derfor vurderer vi, at den rette balance er et niveau for elforsyningssikkerhed, der er en lille smule lavere end i dag – men stadig et niveau, der er i top 5 i Europa, siger Søren Dupont Kristensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078