23948sdkhjf

Klagenævn afviser klage over Sønderborg Forsynings udbud

En afgørelse i Klagenævnet for Udbud giver grønt lys for, at Sønderborg Forsyning kan indgå kontrakt med Urbaser om affaldsindsamling i Sønderborg Kommune.

Det skriver Sønderborg Forsyning i en pressemeddelelse.

Det var efter resultatet af udbuddet om affaldsindsamlingen i Sønderborg Kommune i slutningen af juli måned, der blev indgivet en klage til Klagenævnet for Udbud. Den skete den 5. august 2019.

Nu har Klagenævnet vurderet, at klagen ikke bør have såkaldt ’opsættende virkning’, og derfor kan Sønderborg Forsyning starte kontraktforhandlingerne med Urbaser, der vandt udbuddet.

- Vi er naturligvis glade for, at Klagenævnet har slået fast, at evalueringen af tilbuddene er foregået efter bogen. Det kan være svært at forstå, at det ikke altid automatisk er det billigste tilbud, der vinder, men tilbuddene er blevet evalueret på andre parametre end pris alene, siger bestyrelsesformand for Sønderborg Forsyning, Tom Hartvig Nielsen, med henvisning til, at Urbaser ved den eksterne evaluering opnåede flest point i en samlet bedømmelse af miljø, pris samt kvalitet & service.

Forståelig frustration
Tom Hartvig Nielsen er ikke overrasket over klagen.

- Når vi taler om udbud i denne størrelsesorden, er klager snarere reglen end undtagelsen. Det er meget naturligt at blive frustreret over en afgørelse, når resultatet ikke falder ud til ens fordel, siger Tom Hartvig Nielsen, og afslutter:

- Derfor er det godt, at vi i Danmark har mulighed for at få sagen undersøgt ved objektive klageinstanser, der ikke træffer afgørelser på baggrund af ’synsninger’ eller personlige referencer. Der meget klare regler, der skal følges til punkt og prikke – og det har vi nu Klagenævnets ord for, at vi har gjort.

Sønderborg Forsyning forventer at påbegynde kontraktforhandlinger i den kommende uge således, at Urbaser kommer til at varetage affaldsindsamlingen fra 1. oktober 2020.

Om udbuddet
Med udgangspunkt i Sønderborg Kommunes affaldsplan blev der i udbuddet stillet krav om, at:

  • Hejsesystemet, der tømmer containere og skraldespande, skal køre på el
  • Alle renovationsbiler skal køre på el, biogas eller naturgas
  • Minimum fire renovationsbiler skal køre på el

Alle de indkomne tilbud er blevet sammenholdt i en ekstern vurdering, der viste, at Urbasers tilbud samlet set var bedst målt på parametrene pris, miljø og kvalitet.

Kilde: Sønderborg Forsyning

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109