En forrygende og brandfarlig ide

Hvad gør man, når man som de første i verden skal bygge et anlæg til kemisk genanvendelse af PUR? Man gør som Logstor og lærer det på den hårde måde.

Magasinet Forsyning

Artiklen er en del af seneste nummer af Magasinet Forsyning.

Du kan læse mere om processen bag genanvendelsen hos Logstor her: Sådan foregår Logstors proces

Det ligner mest af alt en fingertyk stråle råhvid maling, der med millimeters præcision slow-spules ned omkring et sæt metalrør, der udgør kernen i en fjernvarmetransport.

Men det malinglignende materiale er PUR. Det underfundige materiale, hvor der leges med massefylde og stivhed og dermed åbner et hav af døre for, hvad man kan bruge materialet til.

Hos producenten af fjernvarmerør, Logstor, udnytter man, at PUR er isolerende som bare pokker, og derfor svøber man de føromtalte metalrør i et tykt lag af opskummet PUR, inden fjernvarmerøret kapsles ind i sort PE-plast og graves i jorden i nogle årtier.

Ét materiale med så mange muligheder. Men også et materiale der ikke helt har fået knækket koden til den gode proces for genanvendelse. Logstor har gjort et gedigent forsøg, hvilket har betydet tre virksomhedsbrande og et skrinlagt projekt.

Vi starter fortællingen tilbage i 1995. Det er her Tina Thomsen, der i dag er virksomhedens Chemical Support Manager, træder sine første og nyuddannede skridt på fabrikken i Løgstørs industrikvarter.

- Logstor er allerede begyndt at tænke genanvendelse af fjernvarmerørene og PUR. Beslutningen var taget om at etablere et anlæg, hvor genanvendelsen skulle foregå. Men vi var first movers på området, vi havde ingen at spørge, så vi skulle lære alting på den hårde måde, siger Tina Thomsen.

Den hårde måde vender vi tilbage til.

To i én
Og hvorfor i det hele taget genanvende?

Når et fjernvarmerør bliver støbt, laver man ofte flere ad gangen i forlængelse af hinanden på de meter lange produktionslinjer, der løber gennem fabrikshallerne i Løgstør.

Det vil sige, at man støber ét meget langt rør, som man så deler i to eller flere rør efterfølgende. Hver gang man deler et rør, opstår der af konstruktionsmæssige årsager et afskær på intet mindre 52 centimeter, der hvor man deler røret. 52 centimeter PUR svøbt i en PE-kappe, som kan kasseres lige efter produktion.

Der er altså helt nye produkter, der ryger i containeren med affald. Det er dyrt og uhensigtsmæssigt, men sådan er produktionen, og det fik straks Logstor til at tænke i genanvendelse.

En hoppebold i folie
Tilbage til 1998. Genanvendelsesanlægget er på vej til at gå i drift. Logstor har udviklet en teknologi og et avanceret anlæg, der skræller den sorte PE-plast af PUR-delen om røret og skiller de to plastfraktioner fra hinanden. PE-plasten er der masser af genanvendelsesmodeller for, så det eventyr forfølger Logstor ikke. De går efter at blive de første i verden, der kemisk genanvender PUR.

- Pengene ligger nok i genanvendelse af PE. Men det grønne perspektiv ligger i genanvendelse af polyolen, der bruges i PUR, siger Tina Thomsen.

PUR er en sammensat kemisk konstruktion af polyol og en isocyanat, men fordi materialet allerede er opskummet og har reageret kemisk, var Logstor interesseret i at bringe produktet hen til en form, hvor man kunne får det til at reagere og skumme igen.

Lidt teknisk sagt, ønskede Logstor at skille de to kemiske materialer fra hinanden og herefter pakke isocynaten ind i polyol. På den måde kunne de konstruere et materiale, der på kemisk mikroniveau er polyol på overfladen, selvom det har en kerne af isocyanat. Lidt som hvis man pakker en hoppebold ind i folie.

PUR-overfladen blev nedbrudt i en særlig fremstillet reaktor og lavet om til en genanvendt polyol.

Og her rammer vi så første forhindring.

Det fjerne hjørne
Den sandholdige luft efterlod småsten og sandkorn i PUR-skummet. Det gjorde det svært at tømme reaktoren, fordi sandet og småstenene gav genbrugspolyolen konsistens som en tyk grød under den kemiske proces. Tina Thomsen og hendes arbejdsgrupper prøvede alt. Sandfilter, bundfældingsteknikker, centrifugering. Sågar medarbejdere, der kravler ind og besigtiger reaktoren indefra.

- Det handler om at være kreativ i sådan en proces. Og igen: vi havde ingen at skele til, og så må man opfinde sine egne løsninger, siger Tina Thomsen.

Men i 2004 indtræffer katastrofen, da der går ild i den produktionshal, reaktoren står i.

Lokalsamfundet og pressen reagerer, for det går ikke stille af sig, når en plastproducent bryder i brand. Og på de indre linjer prøver Tina Thomsen at give genanvendelsesprojektet endnu en chance.

- Efterfølgende tager vi en masse forholdsregler omkring reaktoren, men det går galt i igen i 2011, hvor der går ild i et transportbånd som sørger for at råvarerne kommer frem til reaktoren, fortæller Tina Thomsen.

For det ikke skal være løgn, opstår der brand igen i 2013. Denne gang i et elskab, men nu har forsikringsselskabet fået nok. Brand-historikken er for belastet til, at det vil være med mere.

- Forsikringsselskaber kræver, at genanvendelseslinjen, plastmaterialer og råvarerne opdeles i mindre portioner og placeres et sted, hvor der kan brandsikres tilstrækkeligt. Og vi kunne da godt leje containere og fortsætte arbejdet, men ville det være rentabelt, spørger Tina Thomsen retorisk.

Et forfinet genbrugsprodukt
Svaret er nej. Projektet med at skabe genanvendt polyol parkeres, og helt symbolsk bliver reaktoren kørt ud af fabrikken og placeret i et fjernt hjørne bag Logstors bygninger, hvor andre maskindele også ligger og venter på at blive kasseret.

Tina Thomsen tager Magasinet Forsynings udsendte ud til ’kirkegården’, hvor reaktoren har stået siden 2013 og afventet en skæbne, ingen rigtig har taget stilling til. Reaktoren er i mellem tiden er blevet vejrbidt af det udendørs ophold, og en stædig tidsel har snoet sig om konstruktionens stålben.

- Jeg kan da godt blive lidt trist af at se på, at den bare står her. Den var kernen i projektet, mit hjerteblod, siger Tina Thomsen.

Vi står lidt.

Men er genanvendelsen helt død for Logstor, nu hvor reaktoren er parkeret?

Ikke spor. Det kan godt være, at processen ikke skal foregå på fabrikken i Løgstør, men teknologien findes og kan køre, det kan bare ikke gøres kommercielt, fordi det er svært at holde helt under kontrol.

- Men produktet fejler ingen ting. Faktisk er genbrugspolyol på nogle parametre et bedre produkt, fordi det skummer hurtigere op, har en finere cellestruktur og dermed en bedre isoleringsevne. Så selvfølgelig skulle vi ikke bare smide alt den viden over bord, siger Tina Thomsen.

Af samme grund har Logstor i stedet indgået et samarbejde med BASF, der nu har kopieret egenskaberne fra Logstors genbrugspolyol, der kom til verden i Tina Thomsens reaktor.

- I dag laver BASF polyolen ud fra nye råvarer. De gennemfører altså ikke glykolyseprocessen, men har blot nogle sammensætninger af nogle nye polyoltyper som ved sammensætning giver det, som min genbrugspolyol kunne. Det er den polyol, vi bruger. Så på en måde køber vi et produkt af dem, hvor vi har været med til at forfine opskriften, siger Tina Thomsen.

Stadig fokus på genanvendelse
Men selvom eventyret med PUR-genanvendelsen ikke fik den slutning, som Logstor havde ønsket sig, betyder det ikke, at genanvendelsen er et lukket kapitel for rørproducenten. Så langt fra.

I stedet er fokus rettet på PE-kappen, der også genererer en stor mængde affald i adskillelsen af fjernvarmerør. Affald der kan blive til nyt guld.

Og til det har Tina Thomsen haft gang i endnu en kreativ løsning.

- Vi har bygget vores genanvendelsesanlæg om, så det kun håndterer vores PE-kappe affald, som vi har succes med at genanvende. Nu sorterer vi PUR-delen fra og sender den til forbrænding. På den måde gør den stadig nytte, siger Tina Thomsen.

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.