23948sdkhjf

Hofor investerer 25 millioner i overskudsvarme

Varmen fra enzymproduktionen på Novozymes’ fabrik i Hillerødgade i København kommer nu 6.000 københavnere til gode.

Novozymes og Hofor har indgået en aftale om, at overskudsvarmen fra fabrikken sendes ud i det københavnske fjernvarmenet.

I forbindelse med projektet investerer parterne 35 millioner kroner i en varmepumpe, hvoraf Novozymes betaler de ti millioner, mens Hofor står for resten af regningen. Af de 25 millioner kan otte komme tilbage via et energitilskud, hvis varmepumpen sættes i drift inden udgangen af 2020.

Varmen fra enzymproduktionen får Hofor kvit og frit.

- Novozymes sparer vand og energi til køling og giver varmen gratis til os, oplyser Hofor.

Projektet kommer i øvrigt ikke til at koste varmeforbrugerne noget, fordi varmepumpen reducerer omkostninger andre steder i varmeproduktionen, hvorfor projektet ikke medfører øgede udgifter til produktionen af fjernvarme.

Varmeydelse på 4MW
Varmepumpen får en varmeydelse på 4 MW, og der er indgået aftale om, at Novozymes årligt leverer op til 22.000 MWh overskudsvarme, som sammen med den anvendte drivenergi i varmepumpen, bliver til knap 30.000 MWh varme til fjernvarmevarmenettet.

Det svarer til varmeforbruget hos cirka 6.000 københavnere eller omregnet til husstande - cirka 3.000, da der i gennemsnit bor to personer i en københavnsk husstand.

Det bliver Hofor, der kommer til at stå for driften af varmepumpen, der dog er installeret hos Novozymes i Hillerødgade.

Installationen går i gang i starten af 2020, og inden udgangen af 2020 forventes den første industrielle overskudsvarme at flyde ud til københavnernes radiatorer.

Bidrager til målsætning
Hofors mål er en CO2-neutral fjernvarme. Målet nås bl.a. ved at erstatte de fossile brændsler med bæredygtig biomasse og brændselsfrie teknologier, heriblandt store varmepumper i fjernvarmesystemet.

- Nyttiggørelse af overskudsvarme understøtter vores mål om en grøn og flerstrenget varmeforsyning. Snart nedlægger vi vores sidste kulfyrede værk. I stedet fremstiller vi el og varme ved hjælp af affald, bæredygtig biomasse, vindmøller, solceller og store varmepumper, som udnytter energi i bl.a. havvand, spildevand, grundvand og nu også industriel overskudsvarme. Med den klimaudfordring, vi står overfor, er det oplagt at bruge virksomhedernes overskudsvarme, og vi bidrager gennem dette projekt til såvel vores egen og Københavns Kommunes målsætning om at blive CO2-neutral i 2025 som det nationale mål om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030, siger Jane Egebjerg Andersen, forsyningschef hos Hofor.

Hun tilføjer, at Hofor med dette projekt får endnu flere erfaringer med de store varmepumper, der fremadrettet i øget omfang forventes at blive anvendt i produktionen af fjernvarme, såfremt de politiske rammer og den tekniske udvikling understøtter dette.

Farvel til fossile brændstoffer i enzymproduktion
Såvel Novozymes som Hofor har en grøn strategi, hvor nyttiggørelse af overskudsvarmen er led i bestræbelserne på at nedbringe virksomhedernes CO2-udledning.

Novozymes gjorde allerede i 2015 FN's Verdensmål til en del af sin strategi. Virksomheden bidrager globalt til at reducere klimabelastning gennem biologiske løsninger som enzymer, der muliggør tøjvask ved lav temperatur. Opbakningen til FN's verdensmål indbefatter desuden at Novozymes også i sin egen produktion har forpligtet sig til at drive væsentlige miljøtiltag for at spare energi og vand.

- I Novozymes investerer vi stort i at reducere vores klimapåvirkning fra vores fabrikker, og i Kalundborg har vi sikret at vores store produktion dér allerede er uafhængig af fossile brændsler og er CO2-neutral. Derfor er dét at genanvende overskudsvarmen fra vores produktion i København et vigtigt led i vores strategi om at reducere miljøpåvirkningen fra vores produktion og genanvende vores spildstrømme," siger Jesper Haugaard, produktionsdirektør i Novozymes.

(Forsidefoto: Colourbox)

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.102