23948sdkhjf

Energiselskab advarer mod telefonopkald fra svindlere

Energiselskabet og tankstationskæden OK er blevet bekendt med, at kunder i løbet af tirsdag og onsdag er blevet ringet op af en person, der udgiver sig for at være fra OK.

Personen proklamerer, at han samler ind til fordel for bekæmpelse af Corona-virus på vegne af OK. Det har imidlertid intet med OK at gøre, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Når der er krise og samfundet lukker ned, som det er tilfældet i øjeblikket med Covid-19, skal man ofte være ekstra opmærksom på svindlere, der udnytter situationen. I øjeblikket oplever OK, at kunder bliver ringet op, og at personen i den anden ende af røret forsøger at lokke kontonumre ud af kunderne.

- Antallet af henvendelser ligger stadig på et relativt lavt niveau, men vi synes alligevel, vi er forpligtet til at reagere og informere om den her svindel. Der er på nuværende tidspunkt tale om en håndfuld henvendelser fra kunder, som alle fortæller om opkald fra en person, der udgiver sig for at være fra OK og som beder om deres kontonummer, så de kan 'donere til fordel for bekæmpelse af Corona'. Der ringes fra flere forskellige telefonnumre, siger Rasmus Boserup, pressechef hos OK.

Udlevér IKKE kontonummer
Ifølge en af kunderne fik hun et opkald fra en mand, der talte dansk og virkede meget troværdig. Han sagde, at han 'ringede fra OK', og at han var i gang med en indsamling.

- Det har absolut intet med OK at gøre, og vi vil gerne opfordre til, at man under ingen omstændigheder udleverer sit kontonummer, hvis man bliver kontaktet, siger Rasmus Boserup.

- Vi har et stort fokus på både it-sikkerhed og persondatabeskyttelse i OK, men det er umuligt at gardere sig mod, at nogen misbruger vores navn og kontakter folk telefonisk på den måde. Desværre. Vi opfordrer til, at man noterer telefonnummeret og kontakter politiet, siger Rasmus Boserup.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078