23948sdkhjf

Bofa med i projekt om gamle mursten på Bornholm

Gamle Mursten Bornholm er navnet på et nystartet firma, som vil sikre, at brugte mursten fra Bornholm fremover er med til at bringe historien fra klippeøen videre i nye byggerier og skabe arbejdspladser på Bornholm og Fyn. 

Virksomhedens ejere er - som navnet antyder - Gamle Mursten i Svendborg, som renser og forhandler store mængder mursten fra nedrivninger over hele landet, samt den lokale entreprenør og rådgiver Glarbo & White, der holder til på Buddegård ved Nexø. 

– Vi har i mange år søgt efter en måde at samarbejde med Bornholm. Jeg er sikker på at genbrugte mursten vil vinde indpas hos bornholmerne i byggerier hvor bygherren ønsker sjæl og patina i deres nybyggeri, samtidig med at man ved at man sparer klimaet for tonsvis af CO2, siger direktør for Gamle Mursten i Svendborg Claus Juul Nielsen. 

Bofa med ombord

Det lokale forsyningsselskab Bofa er med i initiativet og sender mursten der er indsamlet fra borgere og virksomheder på øens genbrugspladser til rensning og palletering på Gamle Murstens anlæg i Svendborg.

- Bofa er rigtig glad for det nye samarbejde med Gamle Mursten Bornholm. Affald skal opfattes som en ressource og mursten er i den grad en ressource, der sagtens kan bruges igen. Med aftalen tager vi endnu et skridt mod et cirkulært økonomisk samfund på Bornholm og opfyldelsen af Bornholm viser vej – uden affald 2032, siger Jens Hjul-Nielsen fra Bofa.

En del bearbejdes på Fyn – indtil videre
I første omgang vil det blive sten der kan håndrenses som bliver behandlet lokalt på Bornholm i Gamle Mursten Bornholm, som er i gang med at ansætte en-to personer. 

– Stenene fra Bofa bliver herefter solgt til projekter på Bornholm eller hvis nødvendigt andre steder. Det vi forventer er en opbygning de næste år, hvor ældre kondemnerede ejendomme håndteres manuelt på Bornholm og sten fra genbrugspladser i Svendborg, skriver han og tilføjer: 

- Forhåbentlig bliver der mængder nok til, at vi kan etablere et egentligt renseanlæg på øen eller vores mobilanlæg kan besøge øen og klare jobbet. 

Kommunalt projekt førte til samarbejdet
Etableringen af Gamle Mursten Bornholm kan ifølge folkene bag firmaet henføres til Bornholms Regionskommunes, BRK, projekt Byg360, der har haft fremme af bæredygtige forretningsmodeller for byggeriets værdikæde – fra opførsel til nedrivning, og forfra igen, som et af sine mål. 

Projektet udbød i vinters mursten fra tre nedrivninger, til en aktør der havde en forretningsmodel for hvordan de kunne komme ud på det bornholmske marked. 

– Netværket som Rocio (projektleder i Byg360 Rocio Paniagua Jensen) har samlet hvor de lokale aktører har fået mødt hinanden, gør at vi nu kender de nedrivningsentreprenører vi kan gå ud og samarbejde med, siger Caroline Meyer White, medejer af Glarbo & White, som har været medvirkende i Byg360. 

- På sigt forventer vi også at kunne aftage fra private der skal have revet bygninger ned, hvor stenene har potentiale til genbrug, men vi starter produktionen op i et tempo hvor vi kan følge med, så det ligger lidt ude i fremtiden, fortsætter hun. 

Gamle Mursten Bornholm har allerede haft de første forespørgsler og salg.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079