23948sdkhjf

Ny biogas-aktør efter millioninvesteringer: Der er flere på vej

DBC Invest har netop investeret i det fjerde anlæg på bare to måneder. 

Den seneste investering er i Outrup Biogas i det vestjyske. Men det bliver langt fra det sidste. 

- Med den fjerde investering i danske biogasanlæg er vi allerede nået langt med vores strategi. I kraft af vores nuværende dialog med øvrige anlæg er det samtidig vores forventning, at flere anlæg vil blive en del af DBC Invests portefølje i løbet af de kommende måneder, siger Niels Brøndsted, CFO i Jysk Energi, der sammen med Vestjyllands Andel og Langfristet Erhvervs Finansiering har stiftet Danish Bio Commodities og der igennem DBC Invest. 

Flere penge på kistebunden

Da DBC Invest så dagens lys i marts 2020 var investeringstilsagnet 215 millioner kroner. Selskabet løftede endog sløret for, at man ville gå efter ejerandele på 30-49 procent. 

Her seks måneder og fire investeringer senere skulle man tro, at pengene var ved at være sluppet op. Men det er ikke tilfældet, fortæller Rune Ledgaard Sørensen, direktør i Danish Bio Commodities og DBC Invest.

Han håber endda, at der vil være flere, hvor de kom fra. 

- Pengene er ikke brugt endnu. Vi køber jo ikke hele anlægget, men lægger os på en ejerandel på 30-49 procent. Og jeg håber da, at vores investorer vil komme med flere penge, når de 215 millioner er brugt, siger han. 

12 til 15 anlæg

Der kommer altså til at falde flere investeringer i biogasanlæg i regi af DBC Invest, men hvornår kan Rune Ledgaard Sørensen ikke sige noget om. 

- Det er svært at sige. Selvom vi har mange processer kørende, så er det svært at vide, hvornår tingene falder på plads, men vi var da ude for nyligt at sige, at vi om to år vil have investeret i mellem 12 til 15 anlæg. Det holder vi fast i, og vi håber da på at nå flere i år, siger han. 

Rygtet er løbet i forvejen

Da DBC Invest i første omgang var ude og stikke en finger i jorden hos forskellige anlægsaktører, blev selskabet mødt af en vis skepsis. 

- Der er altid en vis skepsis i starten men i takt med, at vi kan bevise, at interessen er reel og at vi foretager investeringer i anlæg, så har flere fået øjnene op for os, siger Rune Ledgaard Sørensen.

Han fortæller at det i starten mest var DBC Invest, der tog kontakt til ejerne af anlæggene, men at det nu er vendt, og at DBC Invest får en del henvendelser. Der er altså adskillige aktører, der har fået øjnene op for den nye spiller. 

- Vi oplever enorm interesse for vores engagement i biogasbranchen og den grønne omstilling i almindelighed. Den seneste investering i Outrup Biogas er derfor endnu en tilkendegivelse af, at vi med DBC Invest har høje ambitioner om at skabe merværdi for både dansk landbrug og miljøet, siger Steen Bitsch, direktør i Vestjyllands Andel. 

DBC Invest har indtil videre investeret i Grauballegaard Biogas, Sindal Biogas, Sønderjysk Biogas samt Outrup Biogas, der er den seneste investering. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086