Nyåbnet biogasanlæg skal bringe Færøerne tættere på klimamål
Den færøske lakseproducent Bakkafrost har etableret Færøernes første biogasanlæg. Det er gjort i samarbejde med Niras og SMJ Rådgivende ingeniører, mens Agro Tech og SEGES tidligere har været inde over projektet.
Det nye anlæg er et skridt på vejen i at skabe mere bæredygtig strøm på Færøerne, hvor størstedelen af strømmen i dag kommer fra fossile brændsler.
Det nye anlæg, der har fået navnet FÖRKA, vil årligt kunne omdanne op mod 100.000 ton bioaffald til varme og energi, og heraf vil det meste komme fra Bakkafrosts eget affald, mens resten vil komme fra landbruget.
Stort skridt mod mål
Anlægget vil kunne producere el til 1900 færøske husstande og yderligere levere varme til 400 husstande med det forventede aftryk, at der vil blive sparet 11.000 ton CO2 årligt.
Med et mål om at Færøerne skal have 100 procent af sin strøm fra vedvarende kilder i 2030 er biogasanlægget således et skridt i den rigtige retning.
Hos Bakkafrost er man selvsagt også tilfredse med anlægget.
- Det er et stort skridt mod vores mål om at anvende alt materiale fra vores lakseproduktion. Vi er priviligerede i at være blandt de første i Færøerne, som bruger organisk affald til at producere grøn energi, siger operations manager ved Bakkafrosts lakseopdrætanlæg i Strond, Rógvi Jacobsen i en pressemedddelselse.
Også gødning til landbruget
På FÖRKA bliver fiske- og kvæggylle i kombination med døde fisk omdannet til energi.
Ved lakseproduktionen samler man slam til biogasproduktionen, og fiskegyllen bliver opsamlet. En teknik som er mulig, fordi lakseopdrættet foregår på land og ikke i havet, hvor gyllen ellers ville gå til spilde.
Derudover giver FÖRKA-anlægget et betragteligt restprodukt fra biogasproduktionen, som kan tilbageføres til landbruget som gødning.
Her vil der være tale om 40.000-45.000 ton om året, som man dermed også slipper for at skulle importere og altså også på den måde sparer CO2-udledning på transporten.