Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker. Foto: Danske Vandværker

Dette indlæg er en skrevet af en af Energy Supplys klummeskribenter. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Det burde jo egentlig være helt ligetil: Det rene drikkevand er en uvurderlig ressource for Danmark, som alle i udgangspunktet er enige om, at vi skal værne om og passe på. Men i praksis har det vist sig langt fra at være så enkelt.

Det er under al kritik og dybt problematisk, at størstedelen af områderne sandsynligvis endnu ikke er beskyttet. Særligt fordi foråret ikke kun byder på fuglefløjt og flere soltimer, men også en ny omgang sprøjtning med pesticider lige ovenpå vores boringer. På den måde bliver drikkevandet igen udsat for en helt unødvendig risiko for forurening. En risiko, som folketinget i juni sidste år netop vedtog en lov, der skulle imødegå. Her besluttede man, at kommunerne senest 1. marts 2025 skulle sikre alle boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) mod sprøjtemidler gennem kommunale påbud.

Det giver sig selv, at vi skal passe ekstra meget på de steder, hvor vi henter vores drikkevand. Men uklare roller og rammer har forhalet processen, og loven fra sidste år, der ellers slog den endelige deadline fast med syvtommersøm og som skulle sikre, at alle kommuner kom rigtigt op af stolen, har desværre ikke haft den ønskede effekt.

Kommunerne har indtil 1. april i år til at indrapportere status, men vi kan allerede nu konstatere, at man langt fra når i mål alle steder. Og det er altså vores drikkevand, vi gambler med.

Uret tikker
Drikkevandet befinder sig lige nu i ingenmandsland, for hvad sker der nu? Vi ved, at miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke følger udviklingen tæt. Ministeren har tidligere lovet Danske Vandværker og Danmarks Naturfredningsforening, at de kommuner, som ikke overholder tidsfristen, vil blive meldt til Ankestyrelsen. Det kan i sidste ende munde ud i tvangsbøder til kommunalbestyrelserne. 

Men hvis vi ender med, at op mod 70 kommuner ikke overholder fristerne i loven, så bliver der travlt i Ankestyrelsen. Og det er endnu ikke sikkert, hvor hurtigt sagerne vil blive behandlet, eller hvad konsekvenserne ved eventuelle lovbrud vil være – og hvad så?

Hvem sikrer, at drikkevandsbeskyttelsen ikke bare får lov at sejle i sin egen sø, men at loven overholdes? Hvilken myndighed står reelt op for drikkevandet?

I Danske Vandværker mener vi, at drikkevandet har ventet længe nok: Nu må det være på tide, at vi får et statsligt forbud med øjeblikkelig virkning, som kan gælde, indtil kommunerne er i mål med at sikre beskyttelsen af områderne.

Det er på tide, at vi sætter drikkevandet først - uret tikker.