Genopbygning af Thyra-feltet kan koste en ekstra milliard
Den allerede milliarddyre genopbygning af Thyra-feltet i Nordsøen kan blive en milliard dyrere end oprindeligt budgetteret.
I hvert fald har den norske energivirksomhed Noreco, der er en af tre parter bag projektet, nu revideret sit estimat til 22 mia. danske kroner, hvilket er en stigning på 1 mia.
Det skriver Finans.
Estimatet på 22 mia. kr. er baseret på Norecos egen interne vurdering, og konsortiet bag genopbygningen, Dansk Undergrunds Consortium (DUC), har endnu ikke taget en beslutning om at ændre budgettet, der således stadig lyder på 21 mia. kr.
Ifølge Noreco risikerer corona-pandemien imidlertid ikke alene at få betydning for den forventede åbning, som det allerede er sket. Også pandemiens pres på de globale transportkæder og den voldsomme prisstigning på råvarer, ikke mindst på stål, har fået betydning for det reviderede estimat.
– Det inflationspres, der er på projektet, er inkorporeret i estimatet, og det er det overordnede fremskridt også. I covid-miljøet tager ting længere tid, og vi har behov for flere folk til at lave tingene, Euan Shirlaw, finansdirektør i Noreco til Finans.
I konsortiet, der udover Noreco består af franske Total og statens olieselskab Nordsøfonden, har man valgt at afvente situationen, før der tages en beslutning om en eventuel revidering af budgettet. Det er stadig forventningen, at det genopbyggede Thyra-felt står klar i andet kvartal 2023.