23948sdkhjf

Teknologiudvikling til transportsektoren

Et bredt flertal i Folketinget har afsat milliarder af kroner til grøn omstilling af transportsektoren og bedre infrastruktur. Anne Grete Holmsgaard, formand for EUDP’s bestyrelse, ser på potentialet for teknologiudvikling inden for området.   

Kunne man forestille sig en ”grøn transportmafia”? I sin tid talte man om den jyske version, der pressede motorveje igennem i diverse forhandlinger. I dag har vi brug for dedikerede politikere, erhvervsfolk og organisationer, der gør det til en mærkesag at presse grønne transportløsninger igennem – kald det bare en ”grøn transportmafia” – selvsagt uden vold. Og hvorfor så det? Fordi transport står for næsten 30 % af Danmarks samlede udledninger, og andelen er stigende. Ifølge Energistyrelsens basisfremskrivning vil transport i 2030 stå for 34 procent af Danmarks samlede udledninger. 

Den største del af denne indsats handler om politik. Nationalt, kommunalt og på EU-niveau. Og ja, jeg ved, at det ikke er let. Hverken når det gælder tung transport, der er konkurrenceudsat eller vores biler, hvor vi meget let bliver vrede, eller føler os forurettede, når noget ændres. Fx, når det gøres dyrere at køre på de traditionelle fossile brændstoffer. 

Men indsatsen handler også om videre udvikling af eksisterende teknologier og om udvikling af nye teknologier og systemer.

Danmark er som bekendt ikke en bilproducerende nation. Men uagtet det, kan vi godt bidrage på den teknologiske front. Vi kan udvikle komponenter, nye brændstoffer, en sammenhængende ladeinfrastruktur og styring af opladning af de mange grønne biler til det globale marked., integrerede energisystemer mv.  Der er med andre ord et potentiale for udvikling af produkter og services, når det gælder biler.  

De tunge transporter, der står for ca. 1/3 af transportsektorens udledninger, kan ikke umiddelbart elektrificeres. Der er ganske vist mange bybusser, nogle færger og en hel del varebiler, der drives på batterier. Det skal naturligvis udnyttes, fordi direkte elektrificering er meget mere energieffektivt end indirekte elektrificering, hvor man fremstiller nye brændstoffer – typisk omtalt som Power-to-X.

Begrebet Power-to-X dækker over en række forskellige teknologier, der kan anvendes til at fortrænge fossil energi i fly, skibe, tung vejtransport og industri. Fælles for disse teknologier er, at der skal anvendes store mængder grøn el til at udskille brint fra vand (elektrolyse), samt at der gennem denne proces også dannes noget varme, der enten kan genanvendes i selve processen eller anvendes til andre formål. Hvad der vil være bedst afhænger i vid udstrækning af, hvor anlæggene placeres.  

I infrastrukturaftalen er der afsat 275 mio. kroner til drivmiddelinfrastruktur til tung vejtransport. Første skridt på vejen er en strategi for området, der senest skal være færdig i 2022. Her vil teknologiudvikling – fx gennem EUDP – være en oplagt indsats at medtænke i strategien. 

Der sker mangt og meget politisk og praktisk inden for transportområdet – og hos EUDP opfordrer vi alle, der arbejder med feltet til at tænke videre udvikling af eksisterende teknologier og udvikling af nye teknologier og systemer, så vi kommer hurtigere og tættere frem mod vores klimamål. Næste frist for ansøgere til EUDP og Green Labs DK er den 3. september 2021. Læs mere på www.eudp.dk. Og så krydser vi i øvrigt fingre for, at der kommer skub i den politiske indsats med at vedtage politikker, der presser os i den rigtige retning. For selv nok så megen teknologiudvikling kan ikke gøre meget, hvis der ikke gennem politiske initiativer skabes nye grønne markeder.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095