Brandvæsen måtte lade vindmølle brænde ud
En ældre vindmølle vest for Hvidbjerg brød i weekenden i brand. Midt- og Vestjyllands Politi advarede en overgang beboerne i området mod den kraftige røg fra den brændende vindmølle. Det skriver Nordjyske.
Alarmen indløb kl. 16.19, hvor politiet var hurtigt ude på Twitter med en opfordring om at lukke døre og vinduer og slukke for ventilationsanlæg.
Branden er opstået i møllens nacelle, og politi og beredskab har opgivet at slukke den.
- Brandvæsnet kan ikke rigtigt komme op til den, så de venter bare på, at den brænder ud deroppe. Så kan man slukke den, når den falder ned, oplyser vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Nordjyske.