Vestjysk værk planlægger 30 MW elkedel: Leverandøren er ikke fundet
Udbygningen af boligeområder i Holstebro og Struer stiller større krav til spids- og reservelast i det samlede fjernvarmenet.
Derfor har MEC – Bioheat & Power i daglige tale Maabjergværket besluttet at opgradere værket med en 30 MW elkedel.
Den skal supplere kraftvarmeværket to affaldskedler og halm-flis-anlægget. På de to affaldslinjer afbrændes affald og spildevandsslam, mens halm, flis og andre biobrændsler ryger gennem halm/flis-linjerne.
Kedlerne på Maabjergværket er efterhånden af ældre dato. Det er derfor for at sikre en stabil varmeforsyning, at selskabet nu garderer sig med kedlen.
I udbud
Selskabet har allerede entreret med en lokal arkitekt, der skal tegne den tilbygning, der skal opføres til elkedlen.
Men længere er selskabet heller ikke.
Der er ikke fundet en kedel-leverandør endnu. Projektet skal sendes i udbud og man går efter idriftsættelse i oktober 2022, oplyser teknisk direktør ved Maabjerværket Claus Bøgeskov Mogensen.
Økonomisk gevinst
Som kraftvarmeværk er Maabjergværket allerede en aktiv aktør på elmarkedet, idet de producerer varme sammen med el, når elprisen er høj.
Med den nye elkedel bliver det nu også muligt at udnytte fordelene på elmarkedet, når elprisen er lav, ved at bruge den billige el til varmeproduktion på elkedlen.
- Foruden den økonomiske gevinst glæder vi os også over, at der opnås en miljøgevinst. Varmen på elkedlen erstatter nemlig varme, som skulle være produceret på værkets øvrige kedler. Og så anvendes der grøn el, som bliver produceret af vindmøller, siger, siger Nils Ulrik Nielsen, som er bestyrelsesformand på MEC – BioHeat & Power.
Værket leverer i dag 28 megawatt el, svarende til forbruget i ca. 40.000 husstande og 84-110 megajoule / sekund fjernvarme svarende til fjernvarmeforbruget i 16-22.000 parcelhuse.