Nu får soranerne varmen fra kviste, grene og kvas
Når soranerne fremover kører på genbrugspladsen med deres grønne haveaffald får de grøn fjernvarme tilbage i radiatoren.
Sorø Bioenergi indvier torsdag den 14. oktober 2021 sit nye kraftvarmeværk, der anvender lokalt have-parkaffald som primær energikilde til erstatning for det nuværende naturgasanlæg.
- Vi glæder os over at kunne bruge lokale energiressourcer. Samtidig kan vi levere klimavenlig CO2-neutral varme, siger energichef Ole Andersen fra AffaldPlus, som ejer det nye fjernvarmeværk.
Han tilføjer, at haveaffaldet tidligere var et affaldsprodukt, der blev komposteret.
Ved kompostering udledes samme mængde CO2 som ved afbrænding, men nu får man altså grøn varme og el.
- Vi regnede på en lang række scenarier med forskellige energikilder, og det stod klart, når vi sammenlignede, at have- og parkaffaldsløsningen ikke blot er den billigste for forbrugerne, det er også den klart mest klimavenlige løsning, siger Ole Andersen.
Sjette værk
Det er Dall Energy, der har leveret sin banebrydende teknologi til værket efter at have vundet opgaven via et EU-udbud. Det er det sjette fjernvarmeværk Hørsholm-virksomheden opfører.
- Men det er første gang, vi så entydigt går efter have-parkaffald som primær energikilde, siger ejerleder Jens Dall Bentzen.
Selve værket er bygget så bæredygtigt som muligt. Mængden af beton er for eksempel reduceret med mindst 25 procent i forhold til traditionelle byggerier, og i stedet for 'kassetter' i stål og aluminium er der brugt træ. Herudover er værkets tag netop blevet beklædt med et grønt sedumtag, som udover at være godt til at håndtere nedbør, styrker biodiversiteten samt plante- og insektlivet.
Videoen er produceret af Dall Energy og viser en visualisering af anlægget i Sorø