Dong Energy klar med nye millioner til Better Place
200 millioner kroner har energigiganten investeret i elbileventyret, og hvis Better Place beder om det, er Dong Energy klar med flere millioner.
- Når vi ser fremad, bliver der et behov for finansiering, og så er det er oplagt at spørge os som aktionærer. Bliver vi spurgt, vil vi støtte selskabets udvikling så længe, vi mener, det er rimeligt, siger koncernchef med ansvar for salg og distribution i Dong Energy, Lars Clausen, til Børsen.
Lancering på vej
Martin Bo Hansen, der er analytiker af Dong Energy i Jyske Bank, siger til Børsen, at det giver ganske god mening, at energiselskabet vil lægge endnu flere penge i Better Place:
- Ellers vil den første investering være tabt, hvis Better Place har brug for flere penge, siger han og fortæller, at Better Place ifølge hans oplysninger er meget tæt på at være klar med et netværk af ladestationer og er tættere på at gå fra at være udvikling til at kunne tjene penge.
Og det har analytikeren tilsyneladende ret i. I hvert fald regner Better Places adm. direktør i Danmark, Johnny Hansen med, at elbilen med tilhørende netværk af ladestandere og batteriskiftestationer kan lanceres over sommeren.
- Men det kan jo godt blive en lang sommer, siger han til Børsen.
Op til klimatopmødet i København i 2009 var det Dong Energys og Better Places forventning, at der i 2015 ville være 500.000 elbiler på de danske veje. I 2010 blev målet ifølge Børsen nedskrevet til 400.000 i 2025. I 2011 blev der solgt 465 elbiler i Danmark, så der er et stykke vej endnu.