23948sdkhjf

Tekniq-direktør: Solcelleordning er en succes

Den eksplosive vækst i antallet af solceller på danske parcelhuse og murermestervillaer er den største succes i nyere dansk energipolitisk historie, mener Niels Jørgen Hansen.
- Når vi i Danmark har så høje energiafgifter, er det blandt andet fordi, vi gerne vil have danskerne til at spare på energien. Det gør husejerne på forskellige måder – på det seneste ved at investere massivt i solceller.

- Det er rigtigt positivt, at så mange danskere vælger en vedvarende energiløsning, og der er ikke nogen som helst grund til at lave om på den nuværende solcelleordning. Laver man ordningen om, så straffer man jo bare de danskere, som rent faktisk har handlet efter hensigten.

Det siger administrerende direktør i Tekniq, Niels Jørgen Hansen, i en kommentar til artiklerne i fredagens udgave af Jyllands-Posten, hvor der blandt andet sættes fokus på de økonomiske konsekvenser af solcelleordningen. Han glæder sig over, at klimaminister Martin Lidegaard ikke har konkrete planer om at ændre på ordningen.

Læs også: Solenegi koster staten dyrt

En stor energipolitisk succes
- Den eksplosive vækst i antallet af solceller på danske parcelhuse og murermestervillaer er den største succes i nyere dansk energipolitisk historie, siger Niels Jørgen Hansen.

Han peger på, at ordningen, hvor elmåleren løber baglæns, når anlægget producerer mere strøm, end husejere forbruger, har betydet, at helt op mod 25.000 danskere inden årets udgang vil have investeret i et solcelleanlæg.

- Mig bekendt har vi aldrig før oplevet så stor en energipolitisk succes. Solcellerne er ved grundlæggende at ændre husejernes opfattelse af og adfærd i forhold til vedvarende energiløsninger i hjemmet. Og den øgede energibevidsthed er ekstremt positiv, siger Niels Jørgen Hansen og tilføjer:

- I alle mulige andre sammenhænge sukker både klimaforskere og politikere efter, at den enkelte boligejer gør noget for at omstille sin energiforsyning til vedvarende energikilder. Her er så en ordning, som boligejerne rent faktisk har taget til sig. Det synes vi i installationsbranchen, der er alt mulig grund til at gælde sig over og være tilfreds med.

Ifølge Niels Jørgen Hansen er det derfor også en naturlig konsekvens, at klimaminister Martin Lidegaard freder ordningen. For de ambitiøse klimamål kan kun nås, hvis alle – private boligejere som private virksomheder og offentlige institutioner – lægger sig i selen og investerer i energirigtige løsninger, påpeger Tekniq-direktøren.

En ordning der flytter holdninger
Niels Jørgen Hansen medgiver, at ordningen koster statskassen penge i form af færre betalte afgifter. Men han mener, at de 130 mio. kr. er en lav pris at betale for så stor en klimapolitisk landvinding.

- Ordningen koster statskassen indtægter i form af færre el-afgifter. Til gengæld har ordningen så flyttet danskernes holdning og adfærd i forhold til vedvarende energi til glæde for både klimaet og deres egen økonomi, så det er en lille pris at betale i forhold til effekten, siger Niels Jørgen Hansen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096