23948sdkhjf

Solstik i Dansk Energi

Når danskerne bruger for meget energi, er det et problem. Men når danskerne sparer på energien, er det ifølge Dansk Energi også et problem.
Nu vil Dansk Byggeri have politiske garantier for, at de trygt kan fortsætte med at spare på energien

Solcellemarkedet er inde i en rivende udvikling, og mange danskere har for alvor set fidusen i at blive selvforsynende med energi, og de investerer nu massivt i solcelleanlæg. Men i Dansk Energi bekymrer direktør Lars Aagaard sig over denne spareiver hos danskerne. Ifølge Jyllands-Posten er det et problem for Dansk Energi, at solceller på folks private tage er blevet så populære, at det fører til mistede afgiftskroner i statskassen.

Læs: Solenergi koster staten dyrt

I Dansk Byggeri har interessen for at spare på energien været mærkbar hos en dedikeret del af medlemmerne i VE-Byg, der er en sammenslutning af virksomheder, der udvikler, producerer eller monterer vedvarende energiløsninger til bygninger.

- Det er utrolig glædeligt, at vi nu endelig har fået gang i salget af solceller til private, siger Torben Kaas, som er sekretariatschef for VE-Byg. Han minder om, at danskerne har haltet efter på dette område, men at vi nu endelig er i fuld gang med at indhente det forsømte.

Det er blandt andet hjulpet frem af den såkaldte nettomålerordning, der siden 2010 har gjort det økonomisk attraktivt for private at investere i energiproduktion fra egen bolig – f.eks. i form af solceller.

Ved udgangen af 2010 var der i alt ca. 750 private solcelleanlæg i Danmark, mens der indtil nu er solgt 4.500 anlæg i 2012. Dermed er vi så småt ved at få den volumen, som på sigt kan modne markedet, få priserne ned og modne teknologien.

- Vi har i ca. et år set en positiv udvikling i salget af solcelleanlæg til private. Dermed er danskerne så småt begyndt at bevæge sig ind på den vej, som politikerne i årevis har peget på, nemlig nedbringelse af CO2-belastningen fra boliger. Men inden denne spæde succes får lov at tage fart, skal vi høre på, at det er for dyrt, og at danskernes spareiver tager brødet ud af munden på energiselskaberne, fortsætter Torben Kaas, der minder om, at det tog 20 år at modne vindindustrien.

Energiminister Martin Lidegaard har i flere omgange slået fast, at der ikke her og nu bliver ændret ved nettomålerordningen.

- Vi er rigtig glade for ministerens udmelding. Et spædt og sårbart marked som solcellemarkedet har brug for, at forbrugerne kan fæstne tillid til de gode betingelser for at investere. Vi taler om samfundsgavnlige teknologier, som det vil være hovedløst pludselig at rive tæppet væk under.

Dansk Byggeri håber derfor på, at det politisk bliver slået fast, at danskerne fortsat trygt kan investere.

- Lad nu ikke en dagsorden, der handler om at sikre kunder til kraftværkerne, ødelægge det for de mange. Vi må opfordre vores politikere til at holde fokus på fremtidens fossilfri teknologier. Det sidste vi har brug for, er usikkerhed om betingelserne for solceller og det ansvar, som så mange danskere nu har påtaget sig, slutter Torben Kaas.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112