23948sdkhjf

Solcelleboom kræver kritiske forbrugere

Håbet om billig energi fra solens stråler kan briste, hvis boligejerne ikke tænker sig godt om, når de investerer.
Ifølge TEKNIQ Installatørernes Organisation er der især to ting, der er afgørende for, om boligejerne får gode løsninger. Det første er en sikkerhed for, at man køber et godt produkt med garanti for, at anlægget holder effekten i 20-25 år. Det andet er, at man vælger en installatør, der er kompetent til at installere et solcelleanlæg.

– Selvom installation af solcelleanlæg er en autorisationspålagt opgave, så er der mange lykkeriddere lige nu, fordi markedet er så attraktivt. Derfor skal man passe på som forbruger. Der er en VE godkendelsesordning på vej, men før man kan gå efter en VE-godkendt installatør, er der andre retningslinjer, man kan følge for at sikre sig et godt resultat, siger Søren Rise, der er chefkonsulent i TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Han kommer med nogle konkrete råd til boligejere, der overvejer at hoppe med på solcellebølgen. Du kan se rådende sidst i artiklen.

En attraktiv investering
Energinet.dk forventer, at der ved årets udgang er installeret 25.000 solcelleanlæg i Danmark. De meget gunstige tilskudsordninger i forbindelse med køb af solcelleanlæg, hvor boligejere for eksempel kan fraskrive en del af anlæggets værdi på selvangivelsen, sammenholdt med lave priser på solcelleanlæg, er en stor del af årsagen til, at salget stiger eksplosivt i år.

– Derfor er der også al mulig grund til at overveje, om man som boligejer ikke kunne spare nogle penge ved at investere. Men når man træffer sådan en beslutning, bør man også sikre sig selv en kompetent rådgivning. Ellers kan man risikere, at man investerer i et anlæg, som ikke producerer ret meget strøm eller måske ikke holder mere end ti år, siger Søren Rise.

Fra 1. januar 2013 kan solcellekunder vælge en såkaldt VE-godkendt installatør på en liste over godkendte installatører. Ordningen er frivillig det første år og bliver lovpligtig i 2014. Forventningen er, at godkendelsen som VE-installatør indenfor solcelleinstallation kan tildeles autoriserede elinstallationsvirksomheder som et supplement til virksomhedernes elinstallatørautorisation.

Gode råd i forbindelse med solcellekøb
1. Træf ikke en forhastet beslutning. Før du investerer, skal du have lavet en beregning af, hvor meget du kan spare, og hvordan dit anlæg skal finansieres, ligesom der er en række tilskudsmuligheder på solcelleområdet, som du ikke vil snyde dig selv for.

2. Få rådgivning. Når du kontakter en autoriseret installatør, der installerer solceller, kan han hjælpe dig med at beregne energibesparelsen, rådgive om tilskudsmuligheder og lignende. Endelig har installatøren en viden om, hvilken type anlæg, der passer bedst til dit behov, ligesom anlægget skal placeres i den rette vinkel og på rette sted på taget, for at du får den optimale effekt.

3. Vær kritisk. Selvom der er mange udbydere af solcelleanlæg, er det ikke alle, der har den fornødne faglige kompetence. Du sikrer dig bedst muligt ved at vælge en installatør, der er medlem af TEKNIQ. På den måde har du sikkerhed for, at arbejdet bliver udført af en fagligt kompetent person. Sørg altid for at få lavet en beregning af den forventede energibesparelse, så du sikrer dig, at du får den effekt, du er blevet lovet på forhånd.

4. Tænk langsigtet. Når du investerer i et solcelleanlæg, skal du ikke kun tænke på din udgift her og nu, men også på lang sigt. Det kan for eksempel godt betale sig at vælge et lidt dyrere anlæg nu, hvis du får en garanti for driften 20 eller 25 år frem, hvis du kan følge anlæggets produktion via en computer eller lignende. Tænk langsigtet og betal for et anlæg, der sikrer dit behov på lang sigt. Husk også, at du bør købe dit solcelleløsning hos en virksomhed, du har en tro på eksisterer i mange år frem, så du har mulighed for at henvende dig, hvis der opstår problemer med anlægget.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081