23948sdkhjf

Klumme: CO2 – fra skidt til kanel

Ude af øje, ude af sind, siger man. Men når det kommer til CO2’en, så går den ikke længere. Siden industrialiseringen har vi haft behov for at afbrænde fossile energikilder for at udvikle os, hvilket nu bider os bagi, da den globale temperatur stiger i takt med, at vi udleder drivhusgasser som især CO2.

Ifølge FN’s klimapanel IPCC vil en global stigning på 1,5 grader få uoprettelige konsekvenser for vores samfund og miljø. Der skal med andre ord ske noget med al den CO2, vi hidtil har sluppet frit ud af vores produktionsapparat. 

Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren er vokset kraftigt siden 1880, og samtidig er den globale gennemsnitstemperatur ifølge FN’s Klimapanel steget med 0,8 °C fra 1850 til 2012. Med andre ord er CO2 blevet en udskældt ressource, som verden skal mindske så hurtigt som muligt.   

Good news er, at førende danske og udenlandske forskere og virksomheder aktuelt arbejder på at benytte CO2’en som en ressource; CO2’en kan nemlig både fanges, lagers og udnyttes gennem forædling – såkaldt CCUS (carbon capture utilisation and storage). Det kan kort sagt svare sig at satse på at bruge CO2, især den CO2 der kommer fra grønne kilder som fx biogasanlæg eller affaldsenergianlæg, hvis vi skal ’sektorkoble’ og gøre forskellige sektorer fossilfri. Den grønne CO2 kan nemlig bruges som værdifuld ressource i mange forskellige processer og dermed omstille industrier og transportsektoren, som i dag anvender CO2 fra fossile kilder. 

Flere banebrydende teknologiske initiativer er i gang globalt, hvilket heldigvis også gælder i Danmark. 

Først og fremmest skal vi kunne ”fange” CO2’en. Fangst og lagring er en teknologisk løsning i dag. Ved at pumpe CO2 ned i undergrundens reservoirer kan vi gemme i omegnen af 22 mia. tons CO2 i undergrundens lerforseglede rum. Det viser tal fra GEUS, hvilket omregnet svarer til mellem 500 og 1000 års samlet dansk udledning af CO2 på nuværende niveau. Samtidig kan vi videreudvikle de særlige danske kompetencer fra års arbejde med olie- og gasindvinding i Nordsøen – kompetencer der kan få nye ben at gå på, når de samme mennesker i stedet for skal håndtere CO2. 

I et stort internationalt innovationsprojekt forankret og finansieret af EUDP i Danmark, ”Project Greensand” vil et konsortium af 23 partnere lagre store mængder af CO2 i tidligere gasfelter (Nini-feltet) i Nordsøen og i det nye, nordjyske erhvervsfyrtårnsprojekt CO2Vision har en række partnere netop modtaget 92 mio. kroner af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til at udvikle teknologier, der kan håndtere dvs. fange, rense og genanvende CO2 på bæredygtig vis. 

Udnyttelsen af CO2 er et andet og utrolig væsentligt led i ligningen. CO2’en kan omdannes til grønne brændstoffer (såkaldt Power-to-X), hvis den fx kobles med grøn brint. I det nye sydjyske erhvervsfyrtårn har danske virksomheder og videninstitutioner netop modtaget 105 mio. kr. fra Erhvervsfremmebestyrelsen til bl.a. at excellere i sektorkobling og udvikling af grønne brændstoffer. Tilsvarende er Innovationsfonden ved at etablere en Innomission inden for grønne brændstoffer, som vil involvere mange førende danske virksomheder og videninstitutioner.    

Flydende grønne brændstoffer kan ganske simpelt blive en ressource til lagring af vedvarende energi til de dage, hvor solen ikke skinner eller blæsten er borte. Når CO2’en desuden kommer fra grønne og biogene kilder som affald, træ og halm frem for fossile som fx gas eller plastic, kan det endda betragtes som CO2-neutralt i det samlede grønne regnskab. Samlet set kan CO2’en gå fra at være skidt til at blive kanel – en værdifuld ressource, vi faktisk kan få gavn af og som fremtiden endda måske kommer til at mangle om få år. 

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078