23948sdkhjf

Energiselskabet OK henter sin nye topchef i Netto

Michael Løve skal overtage posten som CEO i energiselskabet OK, efter at topchef Jørgen Wisborg har valgt at takke af og hellige sig bestyrelsesarbejde.

Michael Løve, som kommer fra en stilling som CEO for detailhandelskæden Netto, forventes at tiltræde sin nye stilling i OK før sommerferien

- Michael (Løve, red.) er en stor kapacitet, som vi er stolte af at kunne præsentere som OK’s nye CEO. OK er en solid virksomhed i rivende udvikling, og energimarkedet er konstant under forandring. Michael Løve har mere end overbevist os om, at han er den helt rette til at sikre en fortsat positiv udvikling for OK i en transformationstid, siger Flemming Rasmussen, bestyrelsesformand i OK A.m.b.a.

Under transformation

Andelsselskabet OK tæller flere datterselskaber, herunder cleantech-virksomheden Kamstrup. Selskabet er i løbet af de seneste år gået ind på nye områder som varmepumpemarkedet og markedet for e-mobilitet og investerer massivt. OK kunne i januar løfte sløret for, at selskabet vil investere et milliardbeløb alene i e-mobilitet de kommende tre år.

Hovedpersonen selv er ikke i tvivl om, at jobbet i OK er en ualmindelig spændende mulighed. OK står stærkt både forretnings- og værdimæssigt, men skal også finde nye veje i en energibranche under transformation, lyder det fra Michael Løve.

- Mange af de markeder, som OK arbejder på, er under forandring, og OK har en klar ambition om at være med til at skubbe til den grønne omstilling med væsentlige investeringer i fremtiden. Det skal ske samtidig med, at OK fastholder og udvikler sin stærke position som en kundeejet og sympatisk operatør af tankstationer, vaskehaller og conveniencebutikker, som typisk ligger lidt mere lokalt. Kombinationen af de to opgaver synes jeg er både meningsfuld og spændende, siger Michael Løve.

Han tiltræder som nævnt stillingen før sommerferien 2022. 

Curriculum Vitae

Michael Løve har siden 2017 været CEO for Netto i Salling Group. 

Tidligere har Michael Løve været CEO for den største britiske byggemarkedskæde B&Q, og før det var han direktør for SuperBrugsen i Coop.

Han sidder endvidere i bestyrelsen for Mekonomen, JP/Politiken og SMILfonden.

Michael Løve er uddannet på DTU og har en MSc. Engineering fra 2001. 

Kilde: OK

Læs mere om: OK
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093