Lars Ottosen, Jens Schmidt, Lasse Rosendahl og Søren Linderoth har skrevet dette oplæg Foto: Daces

Der er kommet fart på de grønne ambitioner, for de seneste måneders geopolitiske uro har vist, at klimahensyn ikke er den eneste grund til, at vi skal fri af de fossile brændsler og i stedet fylde vedvarende energi i stikkontakten, radiatoren og tanken.

En del af løsningen er åbenlys: Vi skal have meget mere sol- og vindenergi og samtidig sørge for, at infrastrukturen kan håndtere, at større dele af vores samfund elektrificeres. Hvad angår skibsfarten, luftfarten og den tunge industri, så er udfordringerne mere komplicerede. For kender vi overhovedet svaret på, hvad der skal fyldes i tanken i 2030 og 2050? Eller hvordan vi bedst lagrer den grønne energi til de vindstille og overskyede dage? 

Sidste år kom regeringen med strategier for elektrificering og power-to-X. De indeholder mange gode overvejelser – men det haster med at få ambitionerne omsat til konkrete indsatser. Siden da er der fulgt en ambition om, at vi skal have den første indenrigs-flyrute på grønne brændsler inden 2025. 

At der bliver behov for de grønne brændstoffer, er der ingen tvivl om, men om det bliver til vands, til lands eller i luften, at de bruges bedst afhænger blandt andet af den teknologiske udvikling og er derfor svært at spå om. For teknologiudviklingen kommer utvivlsomt til at udfordre vores antagelser frem mod 2050. For nok findes mange af teknologierne allerede - men at tro, vi er i mål og nu blot skal op i skala vil være lige så stor en fejl, som hvis man havde indstillet forskningen indenfor vindmølleteknologi, da de første moderne møller begyndte at snurre tilbage i halvfjerdserne. 

Aktuelt skal forskningen bidrage til at bringe fremstillingsprisen på grønne brændstoffer og grøn brint ned. Det kræver, at lovende forskningsresultater omsættes til løsninger i industriel skala på den korte bane. Men forskningen skal også bidrage til en bedre udnyttelse af vedvarende energi til elektrolyse gennem effektiv sektorkobling, lavere komponentpriser og komponentdesign, der er gearet til massefremstilling. Der er også behov for, at flere offentlige/private forskningsprojekter kan bidrage til at generere ny viden, ny forskningsinfrastruktur og flere kandidater med kompetencer, som støtter industriens behov på både kort og langt sigt.

Vigtigst af alt er der behov for en forståelse af, at der ikke er en ”one-size fits all” når det kommer til energilagring. For fremtidens energisystem kommer til at bestå af en bred vifte af teknologier, som skal komplementere hinanden på bedste, billigste og grønneste vis. Nogle af teknologierne kender vi, men andre skal først udvikles. At nå i mål vil derfor kræve et agilt samarbejde mellem forskning, virksomheder og beslutningstagere. Og en forståelse for, at selv om vi kender mange af teknologierne, så er der behov for både den kortsigtede forskning, hvor kendte teknologier forfines og en langsigtet forskningsindsats, hvor fremtidens løsninger udvikles. Det sidste kalder på ambitiøse langvarige forskningsprogrammer af strategisk karakter, som også giver plads til mere grund-lagsskabende forskning.

At vi har travlt med den grønne omstillling, er alle enige om – især hvis områder som energilagring skal blive en dansk styrkeposition. Vi var alene om vindeventyret, men det er vi ikke på energilagring. Men med en historik som pionerer på vindteknologi, vores stærke forskningskompetencer og politisk vilje til at beholde den grønne førertrøje, så har vi et godt udgangspunkt for at blive pionerer på energilagring også. Men det kræver, at vi er bevidste om, hvordan teknologierne komplementerer hinanden og anvendes bedst. Og hvem ved? Måske giver det mening at flyve indenrigs på batterier en dag? Uanset hvad, så skal der nok være behov for de grønne syntetiske brændsler i både luftfart, skibsfart og industri. Men prisen skal ned, og det kræver fortsat forskning og ikke blot skalering.

Artiklen er en del af temaet Debat.