23948sdkhjf

Dansk måler-virksomhed trækker sig ud af Rusland

Kamstrup, der har haft årlig millionomsætning i Rusland, er ved at forlade både Rusland og Hviderusland

Kamstrup, der producerer el-, vand- og varmemålere, trækker sig ud af både Rusland og Hviderusland. Det oplyser Kamstrup til Berlingske.

Ifølge Berlingske blev beslutningen om at forlade landene truffet i marts på grund af Ruslands invasion af Ukraine. Og processen med at trække sig ud er i gang.

- Som reaktion på Ruslands invasion og aggression over for Ukraine tog vi i marts 2022 en beslutning om at lukke ned for al samhandel med Rusland og Hviderusland.

- Vores kontor, medarbejdere og lokale samarbejde med forhandlere er lige nu under afvikling efter gældende regler, skriver Louise Vestergaard-Hasen, der er brand- og kommunikationsdirektør i Kamstrup, til Berlingske.

Kamstrup har i Rusland haft en årlig omsætning på mellem fem og ti millioner kroner. Det er altså en meget lille del af virksomhedens totale omsætning, der i 2021 var 2,4 milliarder kroner.

Den danske måler-virksomhed blev grundlagt i 1946 og har ansatte i over 20 lande verden over, skriver Kamstrup på sin hjemmeside. Kamstrup er ejet af det danske energiselskab OK.

Kamstrup er langtfra det eneste danske firma, som har valgt at sætte en stopper for sine aktiviteter i Rusland efter landets invasion af Ukraine, der begyndte 24. februar i år.

Blandt dem, som har trukket sig fra Rusland, kan nævnes entreprenørfirmaet Aarsleff, vinduesproducenten Velux og sengetøjsgiganten Jysk. Bryggeriet Carlsberg oplyste desuden i marts, at det ville ud af Rusland, og satte derefter sin russiske forretning til salg.

Andre virksomheder har reduceret deres drift i Rusland, mens nogle fortsat er i fuld drift. Blandt sidstnævnte er danske Ecco og Rockwool. Mange har efterlyst deres afgang fra det russiske marked, men begge virksomheder står fast.

/ritzau/

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078