23948sdkhjf

Elbiler er langt fra ligeså populære som forventet

Ved årsskiftet blev det spået, at danskerne i 2012 ville købe et sted mellem 2.500 og 5.000 elbiler – men med blot 280 solgte elbiler i årets første syv måneder forekommer det umuligt at opfylde spådommen.
Danskerne taler gerne om elbiler. Men de køber dem ikke. Sådan lyder meldingen fra bilbranchen, der i årets første syv måneder blot har fået underskrifter på 280 salgskontrakter på elbiler. Det skriver Jyllands-Posten.

I begyndelsen af året var ambitionerne i elbil-branchen store, efter at 2011 med 465 solgte elbiler havde sat salgsrekord – omend salget dog ikke levede op til de 2.000 elbiler, branchen havde sat som mål for 2011.

Hele 2.500 solgte elbiler spåede Dansk Elbil Alliances, DEA, branchedirektør, Lærke Flader for 2012, mens andre aktører i branchen ifølge Jyllands-Posten luftede forventninger om helt op til 5.000 solgte elbiler.

Men én ting er spådomme, en anden er virkeligheden – og virkeligheden ser helt anderledes ud, end forventet. Alligevel er der optimisme at spore hos blandt andet Dansk Elbil Alliance.

- I år er bilerne solgt på markedsvilkår, og det er et vigtigt skridt på vejen mod en kommercialisering af elbil-markedet, siger Lærke Flader til Jyllands-Posten og henviser til et 2011, hvor salget først og fremmest blev drevet af virksomheder, kommuner, offentlige myndigheder og ikke mindst projektet ’Test en elbil’, som aftog 160 elbiler.

De private købere udebliver
Hos FDM mener man dog ikke, at elbiler er ved at få et bredere fodfæste blandt danskerne.

- Køberne af elbiler er i vid udstrækning stadig organisationer, virksomheder og myndigheder, der føler et behov for at vise omverdenen, at de er med på beatet og har en grøn profil. Derimod er der ikke ret mange private købere, siger Torben Kudsk, chefkonsulent i FDM, til Jyllands-Posten.

Selvom der i dag er mere en 12 elbil-modeller på markedet at vælge mellem, mener chefkonsulenten, at de alle har de samme mangler. Derfor forstår han godt danskernes tilbageholdenhed med hensyn til køb af elbiler.

- Vi har intet mod elbiler. Rent praktisk peger vi bare på, at de på mange måder ikke lever op til det, som folk vil have, og så er de stadig forholdsvis dyre at anskaffe, siger Torben Kudsk til Jyllands-Posten.

Han mener blandt andet, at en begrænset aktionsradius, manglende mulighed for at montere anhængertræk samt fraværet af mere rummelige, familievenlige stationcar-modeller er forklaringer på danskernes manglende vilje til at investere i de miljøvenlige biler.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089