Aalborg Forsyning bygger nyt driftcenter
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/68969524.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=1475&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=995&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=445&accessToken=e9f40d6ea38bde1b33f491e6f988ea5747293996aa3e35d0555e741eaf9f9951)
Entreprenørfirmaet HP Byg skal være med til at realisere Aalborg Forsynings krav til bæredygtighed i et nyt driftscenter ved Aalborgs østlige havnefront. Med andre ord; det store nordjyske entreprenørfirma er valgt som totalentreprenør på 5.000 nye kvm med kontorer, værksted og lager, som sammen med udearealerne på 11.000 kvm skal certificeres til DGNB-guld.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Driftscenter Gasværksvej bliver arbejdsplads for lidt mere end 70 medarbejdere og skal stå færdigt i sommeren 2024, hvor det kommer til at samle Aalborg Forsynings medarbejdere, der arbejder i driften med vand, fjernvarme, gas, kloak samt centrale lagerfunktion. Hermed skal det optimere de daglige arbejdsgange og skabe synergi på tværs af forsyningsselskabets forskellige grene.
HP Byg skal opføre driftscenteret i totalentreprise, og opgaven omfatter også nedbrydning af en række eksisterende bygninger. Den Aalborg-baserede totalentreprenør er godt i gang med projekteringsarbejdet, som udføres i samarbejde med tre aalborgensiske rådgivningsvirksomheder: Arkinord, By+Land samt Frandsen & Søndergaard, mens Cowi er bygherrerådgiver.
![Aalborg Forsynings nye driftscenter i Aalborg. Kontordelen udføres i sandwichelementer med en let indfarvet beton og lodrette støbespor, mens de øvrige bygninger udføres med en lysere beton uden støbespor, som suppleres med felter med facadebeplantning. Aalborg Forsynings nye driftscenter i Aalborg. Kontordelen udføres i sandwichelementer med en let indfarvet beton og lodrette støbespor, mens de øvrige bygninger udføres med en lysere beton uden støbespor, som suppleres med felter med facadebeplantning.](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/68969517.jpg?t[strip]=true&t[quality]=75&t[crop][width]=1470&t[crop][height]=882&t[crop][x]=0&t[crop][y]=0&t[resize][width]=1000&t[resize][height]=600&accessToken=f7cdcc044fe9d798372ad7d0eeb86814e4672c520fea216ff11247e54630c710)
Driftscenterbyggeriet sker som et led i, at Aalborg Forsyning er blevet samlet i ét multiforsyningsselskab. Det betyder blandt andet, at hovedparten af alle medarbejdere bliver samlet på to adresser – udover driftscentret på Gasværksvej – er det Aalborg Forsynings domicil, Norbis Park, der ligger ved Nordjyllandsværket. Hidtil har driftsmedarbejderne været spredt på fire adresser i Aalborg.
Bæredygtighed som tema
Byggeriet skal certificeres til DGNB-guld. Blandt tiltagene er anvendelse af miljømærkede materialer og sedum på tagene samt fundamenter, terrændæk og slidlag af CO2-reduceret beton. Byggematerialer og konstruktionsløsninger vil desuden blive udvalgt på baggrund af livscyklusberegninger.
– Vi udvikler løbende vores kompetencer, og vi er stolte af, at det i samarbejde med vores rådgivere er lykkedes os at ramme Aalborg Forsynings behov for både bæredygtighed og funktionalitet, udtaler HP Bygs nye adm. direktør, Carsten Elgaard Sørensen, i pressemeddelelsen.
På facaderne er der felter med lameller af træ fra ansvarlig skovdrift. Lamellerne går desuden igen ved tagterrasserne samt indenfor i hovedbygningens atrium, hvor de er med til at regulere akustikken. Udenfor skal en stor del af arealet anvendes til kørsel, parkering og oplagring – men der bliver stadig plads til grønne områder med træer og hjemmehørende enggræsser - områder, som både kan anvendes til ophold, gå-møder og fitness.
Det første spadestik på det kommende driftscenter bliver taget i det tidlige forår 2023, og byggeriet skal stå færdigt til indflytning i sommeren 2024.
![Aalborg Forsynings nye driftscenter i Aalborg. Man ankommer til hovedbygningen via en åben foyer, som byder velkommen med trælameller i varme, lyse farver samt lyse, støvede blå og sandfarvede overflader. Aalborg Forsynings nye driftscenter i Aalborg. Man ankommer til hovedbygningen via en åben foyer, som byder velkommen med trælameller i varme, lyse farver samt lyse, støvede blå og sandfarvede overflader.](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/68969522.jpg?t[strip]=true&t[quality]=75&t[crop][width]=1475&t[crop][height]=885&t[crop][x]=0&t[crop][y]=109&t[resize][width]=1000&t[resize][height]=600&accessToken=21ee65a98f6f08d68262d1d8cec34916f7b2b54ca81dfcd045bf0af8091ae088)