23948sdkhjf

Pulje-millioner skal give flere hænder til den grønne omstilling

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har tidligere i år afsat en pulje på 250 millioner kroner til en indsats, der skal sikre SMV’erne adgang til kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling.

Nu udmøntes op til 119,4 millioner kroner til to landsdækkende projekter i en indsats, der medfinansieres af midler fra Socialfonden Plus og finanslovsmidler.

Det skriver Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i en pressemeddelelse.

De to projekter er:

Erhvervshus Nordjylland får 78,4 millioner kroner til projektet SMV: Grønne kompetencer, der skal gennemføre omskoling og efteruddannelse af ledelse, medarbejdere og bestyrelser. Cirka 1100 virksomheder ventes at få støtte.

Copenhagen Capacity får 41 millioner kroner til projektet Kompetencer til et grønt Danmark, som skal tiltrække og tilknytte kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne – både fra Danmark og udlandet. Cirka 1900 deltagere og 152 virksomheder ventes at deltage.

- Med rekordhøj beskæftigelse er der brug for en akut indsats, hvis vi skal sikre tilstrækkeligt med kompetente hænder til den grønne omstilling. Særligt de faglærte skal omskoles og videreuddannes, og samtidig skal vi hente kvalificeret arbejdskraft over til de brancher, hvor den kan være relevant for den grønne omstilling, siger Ejner Holst, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og næstformand i FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Støtte til efteruddannelse og omskoling

De støttede projekter tager direkte afsæt i virksomhedernes behov og situation. Erhvervshus Nordjylland gennemfører for eksempel SMV: Grønne kompetencer som en voucherordning.

Her kan virksomheder for eksempel få støtte til efteruddannelse og omskoling af medarbejdere samt kurser til ledelse, medarbejdere og bestyrelser, der sætter dem i stand til at løfte de udfordringer og muligheder, der følger med den grønne omstilling.

- For at virksomhederne fremover kan være konkurrencedygtige, er det afgørende, at de har de rette kompetencer, viden og færdigheder. Her er SMV: Grønne Kompetencer en helt central indsats. Særligt for indsatsen er et skærpet samarbejde med vidensinstitutioner og regionale arbejdsmarkedskontorer, så vi i erhvervshusene kan sætte gang i en helstøbt indsats, siger Lars Erik Jønsson, direktør i Erhvervshus Nordjylland.

I projektet Kompetencer til et grønt Danmark har Copenhagen Capacity opbygget et bredt partnerskab, der blandt andet tæller a-kasser, klynger og erhvervshuse.

Projekterne skal være gennemført i begyndelsen af 2026.

I november 2022 supplerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med en indsats, der skal sikre virksomhederne den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til en grønnere fremtid.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081