23948sdkhjf

175 millioner skal styrke innovationen i SMV’er

I 2020 udpegede daværende uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen 13 nationale erhvervsklynger fordelt over hele landet.

Frem mod 2024 skal klyngerne skabe samarbejde mellem vidensinstitutioner og virksomheder.

Danmarks erhvervsfremmebestyrelse fortsætter nu sin investering i klyngeprogrammet med yderligere 175 millioner kroner.

Tusinder af virksomheder kan indgå samarbejde

Formanden for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Christian Motzfeldt, roser klyngernes indsats:

- Klyngerne har de seneste år formået at konsolidere sig, så vi i dag har en effektiv og bredt tilgængelig klyngeindsats med 13 klynger, der holder til på 50 forskellige adresser rundt i landet. Det sikrer, at virksomhederne ikke har langt til hjælp fra en klynge. Klyngerne løfter en helt central opgave: At skabe innovationssamarbejder og netværk mellem virksomheder og viden- og forskningsinstitutioner, så viden og kompetencer bliver til nye, innovative produkter og løsninger. Innovation er helt afgørende for vækst og eksport på erhvervsområder, hvor Danmark står stærkt i den internationale konkurrence.

Midlerne betyder, at cirka 1.200 virksomheder i de kommende to år kan indgå i innovationssamarbejder, mens 3.900 virksomheder kan deltage i bredere kollektive innovationsaktiviteter på tværs af klyngerne.

Stigende interesse for innovation

Kun hver sjette SMV arbejder i dag med innovation, viser tal fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses virksomhedspanel, og der er derfor behov for, at flere virksomheder investerer i at udvikle nye produkter og processer. Syv ud af ti SMV’er i panelet svarer i forlængelse heraf, at de regner med at få brug for hjælp eller rådgivning til innovation.

Der er med andre ord behov for klyngernes indsats, og klyngerne har allerede godt fat i virksomhederne, siger Glenda Napier, direktør i energiklyngen Energy Cluster Denmark og talsperson for Danmarks klynger:

- Vi får hele tiden virksomheder med, som vil i gang med eller videre med innovation, og virksomhedernes innovationskraft er med til at holde tempoet oppe i den grønne og digitale omstilling. Vi oplever også et stort aktivitetsniveau i klyngerne: En del klynger deltager i de nye lokale erhvervsfyrtårne, og nogle klynger løfter også store operatøropgaver. Alt i alt er vi nået i mål på første etape, og nu er vi klar til at arbejde videre.

Kim Fredenslund, direktør i miljøklyngen Clean og supplerende talsperson for klyngerne, peger på, at klyngerne oplever en stigende interesse for innovation i virksomhederne:

- Flere og flere virksomheder får øjnene op for samarbejder og partnerskaber på kryds og tværs – med andre virksomheder, med videninstitutioner og på tværs af brancher. Vi ser et stigende medlemstal i klyngerne - og især mange små, innovative startups og SMV’er er kommet med. De skal knyttes sammen med den helt rigtige forskning og viden, og her har klyngerne en central rolle som netværksskaber og matchmaker, siger han.

De 175 millioner fordeler sig således

Food & Bio Cluster 22,5 millioner kroner

Energy Cluster Denmark 21,0 millioner kroner

We Build Denmark 18,5 millioner kroner

DigitalLead 18,1 millioner kroner

Clean 15,1 millioner kroner

Danish Life Science Cluster 12,2 millioner kroner

Odense Robotics 12,6 millioner kroner

Lifestyle & Design Cluster 13,6 millioner kroner

Made 15,8 millioner kroner

Vision Denmark 9,2 millioner kroner

Copenhagen FinTech 7,5 millioner kroner

Danish Sound Cluster 5,3 millioner kroner

CenSec 3,1 millioner kroner

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078