23948sdkhjf

Synspunkt: Solenergi tilbage i slæbegear

- Det er forbavsende, at regeringen så hurtigt afsporer en folkelig succes på energiområdet, lyder kritikken fra Dansk Byggeri.
Den popularitet, som solcellerne har fået gennem en attraktiv støtteordning, bliver nu bremset alvorligt op. Det står således klart, at regeringen er parat til at tilføje sin grønne profil ganske alvorlige skrammer.

Som en anden brugtvognsforhandler siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard ganske vist, at han vil udvide ordningen, så også boligblokke, andelsforeninger, landsbyer o.a. kan gå sammen om større solanlæg, men til historien hører også, at ministeren samtidig vil pille ved speedometeret for ordningen, da tempoet i de næste syv-otte år nedsættes betydeligt, lyder kritikken fra Dansk Byggeri.

- Det er fint og giver masser af mening, at åbne ordningen for andre end private boligejere. Men udsigten til, at vi samlet set frem mod 2020 kun kan opsætte solcelleanlæg svarende til omfanget alene i 2012 må betegnes som en katastrofal hård opbremsning, siger branchechef Torben Kaas, VE-Byg under Dansk Byggeri.

Martin Lidegaard kalder selv sine planer en fordobling af solenergiproduktionen frem til 2020. Men den populære ordning har betydet, at danskerne alene i 2012-13 vil opbruge den samlede kapacitet for ordningen på forventeligt 200 MW. En fordobling frem mod 2020 betyder altså, at man fra at installere 200 MW i år skal ned og installere måske 25-30 MW hvert år frem til 2020, skriver Dansk Byggeri.

- Vi kommer altså til at køre i slæbegear i de næste mange år. Det er ærgerligt, da dansk solbranche ellers var på vej til omgangshøjde med landene omkring os. De ambitioner, som ministeren har stillet i udsigt, vil få branchen til at slå op i banen, og det vil udelukke opbygningen af danske virksomheder og kompetencer på det her felt, siger Torben Kaas og sætter spørgsmål ved ministerens mulighed for at styre ordningen videre i et så lavt gear:

- Det er også svært at se, hvordan en sådan udbygning skal styres. Skal det være med kvoter for hver måned – eller hvert år? Skal det være med løbende og vedvarende justeringer af rammebetingelserne? Hvordan vil man undgå stop/go med så snærende mål?

Kilde: Dansk Byggeri

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094