Internationale olie- og gasvirksomheder speeddater i Danmark
Langt over 200 deltagere strømmede til den første B2B-event for olie- og gasindustrien i Esbjerg i fjor. Flere store olieselskaber har allerede tilmeldt sig det næste arrangement i maj 2013.
Olieselskaberne Maersk Oil, Hess og Total har allerede meldt deres ankomst, og en større delegation fra den fremstormende afrikanske olienation, Angola, er ligeledes tilmeldt. Delegationen tæller blandt andet Sonangol - et af verdens største olieselskaber. Af danskbaserede leverandører vil blandt andre Force, ABB og Falck Nutec være på plads, når virksomheder fra mange lande sætter sig ved mødeborde for i løbet af 15 minutter at afdække de indbyrdes forretningsmuligheder.
- Ligesom i fjor er den første dag helliget B2B-møder, hvor deltagerne i en meget effektiv mødeform får mulighed for at træffe en række andre virksomheder. Mindre virksomheder kan møde mulige fremtidige samarbejdspartnere, og for større virksomheder er OGIB en anledning til at holde samarbejdet med underleverandører opdateret og finde nye partnere, siger udviklingschef Morten Holmager, Offshore Center Danmark.
Alle forventninger overgået i 2012
Da OGIB blev holdt første gang i maj 2012, strømmede repræsentanter fra 13 olieproducerende lande til Esbjerg. Foruden de store europæiske olienationer med Norge og Storbritannien i spidsen deltog blandt andre Brasilien, Angola, Grønland og De Forenede Arabiske Emirater. Offshore Center Danmark havde sat et mål om 75 deltagere det første år, men nåede det tredobbelte: 224 deltagere.
- Denne gang øger vi målsætningen til 250 deltagere. At vi i denne tidlige fase har fået tilsagn fra markante operatører i den danske del af Nordsøen, og at delegationer fra flere lande ventes at deltage, tager vi som udtryk for, at olie- og gasindustrien har et behov for at mødes under meget direkte former for at tale forretning, siger Morten Holmager.
Evalueringer fra deltagere i OGIB 2012 var overvældende positive. Af 67 besvarelser vurderede 88 procent helhedsindtrykket til at være enten ”excellent” eller niveauet lige under. Samlet nåede deltagerne på en dag 1.114 møder af 15 minutters varighed, inden de gik til netværksmiddag. På spørgsmålet om deltagelse i arrangementet i 2013 svarede 61 procent kort efter seneste event, at de forventer at deltage, 37 procent svarede måske, og kun en svarede nej.
Konference med fokus på vækstlande
Foruden B2B-delen består OGIB på andendagen af en konference, hvor deltagerne kan få opdateret viden om flere interessante markeder, Angola, Brasilien og Grønland. Repræsentanter fra landene og danske virksomheder med erfaringer fra markederne bidrager med deres erfaringer. Inden de to kompakte dage har deltagerne mulighed for en havnerundfart med besøg på olie- og gasrelaterede virksomheder i offshorebyen Esbjerg.
- Vi kan kun opfordre virksomhederne i branchen til at tilmelde sig så tidligt som muligt og senest tre uger før arrangementet. På det tidspunkt får deltagerne adgang til vores brugervenlige B2Bplanner, hvor de kan sammensætte den ønskede mødeplan. Vore muligheder for at koordinere de mange møder øges, når vi har tilmeldingerne i god tid, siger udviklingschef Morten Holmager, Offshore Center Danmark.