23948sdkhjf

Aktionærer beskylder Vestas for milliardfusk

Vindmølleproducentens forhandlinger med en gruppe utilfredse, amerikanske aktionærer er brudt sammen.
Sagen har sit udspring i 2010, hvor Vestas ændrede regnskabspraksis. Det betød, at den danske vindmøllegigant fremadrettet først ville bogføre omsætning, når vindmøllerne var leveret og installeret. Det skriver Børsen.

Den ændring burde ifølge de utilfredse aktionærer dog være foretaget otte måneder tidligere, og resultatet var, at selskabets 2010-regnskab pludseligt ændrede sig med flere milliarder med en kraftigt faldende aktiekurs til følge.

Tidligere Vestas-ledere hjælper sagsøgere
I det seneste år har Vestas forhandlet med de utilfredse aktionærer, men de forhandlinger er nu brudt sammen, og aktionærerne har indleveret en revideret stævning mod vindmølleproducenten. Til forskel for den oprindelige stævning er der denne gang hentet yderligere dokumentation i form af udtalelser fra en række tidligere Vestas-ledere, der bekræfter, at koncernens topledelse var vidende om konsekvenserne af den ændrede regnskabspraksis, længe før det blev meldt ud.

- Denne nye stævning fokuserer på de åbenbaringer, vi har fået undervejs, som underbygger vores oprindelige påstande. Nu er der virkelig kommet kød på benet, siger chefadvokat Henry Rosen fra Robbins Geller Rudman & Dowd, der står i spidsen for gruppesøgsmålet, til Børsen.

Den amerikanske sag kører parallelt med en lignende europæisk sag, hvor det belgiske konsulenthus Deminor på vejene af en række aktionærer truer med en erstatningssag på et trecifret millionbeløb. På den kommende generalforsamling har Deminor ligeledes stillet forslag om en uvildig undersøgelse af Vestas-ledelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156