23948sdkhjf

Nye biler reducerer CO2-udslip med en tredjedel

El-, hybrid eller dieselbiler, som kører minimum 30 km/liter, skal sikre, at Region Nordjylland belaster miljøet mindre.
Besparelse for miljøet og besparelse for pengepungen – det er resultatet, når Region Nordjyllands medarbejdere fremover kører i regionens biler.

Region Nordjylland har i denne uge indgået en aftale med to bilfirmaer om køb af miljøvenlige biler. Aftalen indebærer en leverance på op til 40 biler, og det vurderes samlet set at sænke udledningen af CO2 med op til 39 ton i forhold til nuværende bilpark – det vil sige 33 procent mindre CO2-udledning. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

- Regionens biler skal være klimavenlige og vil vise både medarbejdere og borgere, hvad der giver god mening, både når vi tænker miljø og økonomi. Derfor tager vi nu målrettet fat på at realisere en mere klimavenlig bilpark, siger Ulla Astman, regionsrådsformand.

De mest holdbare og miljøvenlige løsninger, som kan afløse især benzin- men også dieselbiler, er ikke fundet endeligt endnu. Derfor vil Regionen i første omgang indkøbe en el- og en hybridbil for at præge den teknologiske udvikling og samtidig få erfaringer med brugen af bilerne, oplyser regionen.

Der forventes en leverance på op til 40 biler i aftaleperioden, hvoraf de fem første biler er til Regionshuset; tre dieselbiler, en hybridbil og en el-bil. Sammen med en el-bil på Sygehus Thy-Mors er der tale om de første biler af dets slags i Region Nordjylland.

Fremover skal alle nyindkøbte biler i vognparken være enten el-biler, hybrid-biler eller diesel-biler, som kører mindst 30 km/liter. Miljøkravene vil løbende blive evalueret i takt med den teknologiske udvikling for at sikre, at regionen til en hver tid belaster miljøet mindst muligt.

CO2 sænkes med to procent hvert år
Indkøbsaftalen af nye biler lægger sig i hælene på den aftale med Danmarks Naturfredningsforening, som Ulla Astman i 2010 underskrev, og som dermed gjorde Region Nordjylland til klima-region. Aftalen forpligter blandt andet Region Nordjylland til at reducere dets CO2-udledning med to procent om året frem til 2025.

- Nordjylland er en geografisk stor region, og vores medarbejdere bruger hvert år mange kilometer i biler på de nordjyske veje. Ikke bare på vej til og fra arbejde, men også i arbejdstiden i regionale biler. Derfor har det betydning, at vores indkøb er med til at løbe markedet for el-biler, hybrid-biler og klima-venlige dieselbiler godt i gang, siger regionsrådsformanden.


Værd at vide
Aftalen er fireårig og betyder en leverance af op til 40 biler.
Region Nordjyllands eksisterende bilpark består af 117 biler af forskellige mærker.

Den første leverance består af:
3 dieselbiler: Renualt Clio. Op til 31,3 km/l og udleder 83 g CO2/km
1 hybrid benzinbil: Toyota Yaris Hybrid. Op til 28,6 km/l og udleder 79 g CO2/km
1 el-bil: Renault Fluence Z.E. Kører op til 180 km på en fuld opladning. Der er mulighed for batteriskift ved BetterPlace’s batteriskiftestationer.

Eksempel: I forhold til det nuværende kørselsforbrug med fire Fiat-dieselbiler over en fireårig periode med i alt 100.000 tilbagelagte kilometer, forventer Region Nordjylland at kunne spare 1185 liter brændstof med udskiftning af disse fire biler med de 3 nye dieselbiler og 1 hybridbil – det giver en brændstof-besparelse på op til 27 procent.

Med ibrugtagning af disse fire biler vil man udlede 3,9 ton mindre CO2 pr år i forhold til de fire Fiat-dieselbiler. Over en fireårig periode med 40 nye biler kan det give helt op til 39 ton mindre CO2-udledning. En besparelse på op til 33 procent.

Kilde: Region Nordjylland
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065