Statsministeren indvier Siemens testfaciliteter
Helle Thorning-Schmidt indvier tirsdag Siemens Wind Powers nye forsknings- og udviklingsfaciliteter i Brande.
Anlægget udgør en del af Siemens Wind Powers samlede satsning på 1 mia. kr. i forsknings- og udviklingsaktiviteter i Danmark.
Første spadestik til testcentret blev taget i marts sidste år og det har således taget godt et år at bygge de nye faciliteter hos Siemens. Centret indeholder faciliteter til prototypefremstilling, afprøvning af komponenter, laboratorier og lager.
- De investeringer, vi i dag foretager inden for test og udvikling af teknologier og komponenter, kommer vores kunder til gode i morgen, forklarer Jan Kjærsgaard, CEO i Siemens Wind Power.
- Ved løbende at gennemføre omfattende test af alle hovedkomponenterne i en vindmølle før vi sætter den op, kan vi reducere risikoen for senere tekniske fejl signifikant. Netop ved at teste så grundigt kan vi levere vindmøller, der både er de mest innovative og de mest pålidelige. Det er med det formål, vi inden for det sidste halvandet år har investeret et meget stort beløb i vores R&D og testfaciliteter i Danmark, supplerer teknologichef Henrik Stiesdal.