NKT kan få milliardbøde i kartelsag
Presset stiger på danske NKT i sagen om ulovlig kartelvirksomhed med 12 andre kabelproducenter.
Ifølge Børsen risikerer NKT en bøde på op til 10 pct. af omsætningen på godt 15 mia. kr., hvis selskabet bliver fundet skyldig i sagen, der er anlagt af EU-Kommissionen.
Vil ikke hensætte beløb
Men selv om to andre mistænkte i kartellet har lagt 1,5 mia. kr. til side til bøder og sagsomkostninger, undlader NKT at hensætte noget beløb.
- Vi har ikke gjort noget, der giver anledning til at afsætte et beløb. Dermed er risikoen håndteret retmæssigt, som du kan se af noten, siger adm. direktør for NKT, Thomas Hofman-Bang, til Børsen.
Han henviser til det netop afsluttede 2012-regnskab.
Styrket mistanke om karteller
Kartelsagen går helt tilbage til 2009, hvor EU-Kommissionen ransagede flere kabelproducenter og fik styrket mistanke om kartelvirksomhed.
I juni 2011 modtog NKT Cables og NKT Holding et såkaldt Statement of Objections fra EU-Kommissionen sammen med en række andre producenter.