23948sdkhjf

Nyt forskningsprojekt skal forbedre fremtidens biogasanlæg

Unikke nye mikroorganismer, som forskere fra Aalborg Universitet har opdaget på baggrund af DNA-spor i biogasanlæg, skal nu udforskes og udnyttes i samarbejde med australske eksperter.
Villum Fonden giver knap syv millioner kroner i støtte til det fireårige forskningsprojekt, der både kan forbedre fremtidens biogasanlæg og være kilde til nye bioteknologiske produkter, det skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.

- Der findes i dag ingen viden om disse mikroorganismer. Hverken hvordan de ser ud, deres fysiologi og økologi, om de producerer enzymer, eller hvorledes de indgår i biogasprocessen. Foreløbige studier i Danmark og Australien har vist, at sådanne mikroorganismer er talrige i mange biogasanlæg, hvilket giver en enestående chance for at studere og beskrive organismerne, siger professor Per Halkjær Nielsen fra Institut for Kemi og Bioteknologi ved Aalborg Universitet.

Produktionen af metan-holdig biogas fra ikke-iltkrævende mikrober ventes at blive en hjørnesten i den kommende udvikling af bæredygtig bioenergi verden over. Metan bliver produceret i forskellige typer biogasreaktorer via en kæde af komplekse processer. Derfor er en god forståelse af de mikrobielle samfund og deres aktiviteter en forudsætning for en videnbaseret udvikling og optimering af biogasanlæggene, fremgår det af pressemeddelelsen.

Værdi fra biomasse og affald
- De mikrobielle samfund er også en vigtig kilde til nye enzymer og andre bioprodukter, som kan benyttes i den bioteknologiske industri. Vi vil bruge et nyudviklet bioinformatisk værktøj til at finde nye enzymer hos de nye mikroorganismer og i biogasreaktorerne med større præcision, end det hidtil har været muligt. Det har stor interesse inden for biotekindustrien, hvor nye bioraffinaderier fremover vil skabe værdiprodukter fra biomasse og affald, forklarer Per Halkjær Nielsen.

Han skal sammen med andre forskere fra Danmark og Australien udfører forskningsprojektet. Tilsammen har de den krævede ekspertise inden for biogasanlæg, identifikation og karakterisering af ukendte mikroorganismer samt opdagelse af nye enzymer.

Forskerne agter at bruge de sidste nye detektiv-værktøjer fra den biologiske forskning. Eksempelvis vil de anvende avanceret sekvensanalyse (”next generation sequencing”) til kortlægning af arvemassen. Det gør dem i stand til at lave såkaldte metaboliske modeller, der viser, hvordan stofskifteprocesser omdanner de kemiske forbindelser i organismerne. Modellerne vil derpå blive evalueret direkte i biogasreaktorerne via studier af de enkelte gener og celler samt ved isotop-baserede studier af processen, skriver Aalborg Universitet i pressemeddelelsen.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094