23948sdkhjf

Klumme: Grøn, effektiv, billig, tilgængelig her og nu

– Fjernvarme er den internationale opskrift.
For nylig holdt DBDH Fjernvarmeindustrien, FiF Markering og Dansk Fjernvarme en konference på Christiansborg om fjernvarmeindustriens potentiale. Det er stort, viser en ny rapport, som blev udarbejdet op til konferencen om fjernvarmeindustriens forventninger de kommende år.

De er faktisk uden at overdrive kæmpe store.

Konklusionerne er, at fjernvarmeindustrien i 2020 vil have skabt 4000 nye job, så branchen samlet vil beskæftige cirka 15.000. Samtidig vil eksporten af fjernvarmeteknologi, fjernkølingsteknologi og know-how stige til 15 milliarder kroner.

Langt hen ad vejen vil fjernvarmeindustrien kunne skabe job, vindmøller taber dem til udlandet.

Det kan den, fordi Danmark er internationalt førende inden for fjernvarme og fjernkøling. Danske virksomheder har kæmpe succes på de internationale markeder, fordi vi kan levere helhedsløsninger, som er energibesparende og dermed sparer både CO2-udledning og omkostninger til brændsler. Det er kort sagt billigere, grønt, effektivt og lige til at gå til her og nu. Og da det man internationalt skriger på er energieffektivisering, så er fordelene ved fjernvarme og fjernkøling indlysende.

Eksporten er trods den internationale krise steget med over 30 procent fra 2007 til 2011 og har rundet 5 milliarder kroner. Men virksomhederne melder om tredobling af eksporten, da ordrebøgerne fyldes mere og mere. Især på markeder som Rusland og Kina stiger efterspørgslen på teknologi, der kan udnytte spildvarme fra anden produktion og dermed reducere især forbruget af kul markant.

Men budskabet fra flere af de store industrivirksomheder var lige så klart til politikerne. Der er brug for gode rammevilkår på hjemmebanen. Både for industrien og for fjernvarmen.

Det nytter ikke at udsulte guldkalven.

- Det er dejligt og imponerende, at fjernvarmeindustrien på trods af diverse kriser har formået at øge eksporten med 17 % siden 2007, og at de forventer, at eksporten bliver 3-doblet frem mod 2020. At den største vækst i eksporten samtidig forventes at skulle gå til Rusland og Kina viser, at det er muligt at sælge grøn teknologi til BRIKS landene. Fjernvarmeindustrien er dermed med til at vise vejen for øvrige teknologiområder, sagde Handels- og Investeringsminister Pia Olsen Dyhr på konferencen. Hun lovede tilmed at lægge sig i selen for at skabe de rammevilkår, der er krævet for at opnå den grønne, effektive energisucces.

I dag har mere end 1,6 millioner danske husstande fjernvarme, hvilket svarer til 63 procent. Denne andel vokser år for år. Hvis udbygningen af fjernvarme i Danmark var gået i stå i 1990, så ville Danmark i dag udlede 2,7 millioner tons CO2 mere årligt.

Fjernvarme er fleksibel og kan udnytte alle tænkelige varmekilder som affald, biomasse, overskudsvarme fra industri- og elproduktion, geotermi, vind med mere. Tilmed kan man gemme energi fra når det eksempelvis blæser til det bliver vindstille - og dermed til når der er behov.

Det er egentlig langt hen ad vejen hele humlen ved fjernvarme. Opvarmning er det, som vi bruger aller mest energi på i vores hjem. Det udgør på OECD-plan 37 procent. På verdensplan faktisk 47 procent.

Der er en åbenlys fordel i at være internationalt førende på netop det felt. For beskæftigelsen, for væksten, for miljøet og for de ca. 3,2 millioner danskere, der for øjeblikket luner sig med fjernvarme.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109