23948sdkhjf

Nyt center skal høste og udnytte solenergi

Med 35 mio. kr. i ryggen vil kemiker-trio bygge molekyler, der samler sig selv til enten solceller eller til en slags batterier, hvor energien lagres.
Forestil dig en bil, hvor lakken både kan indfange og lagre energi fra solens stråler. Det kunne være løsningen på solcellernes største problem. Nemlig at de hverken virker om natten eller i gråvejr. Maling, der kombinerer egenskaber fra solceller og batterier, er det ultimative mål for kemikeren Mogens Brøndsted Nielsen, der netop er blevet ansat som såkaldt fyrtårnsprofessor på Københavns Universitets Kemisk Institut.

Storbevilling fra Københavns Universitet til Kemisk Institut
I forbindelse med ansættelsen får Mogens Brøndsted Nielsen 35 millioner kroner af Københavns Universitet til at etablere et forskningscenter sammen med kollegaerne Kurt V. Mikkelsen og Henrik G. Kjærgaard. Sammen ønsker de at bygge molekyler, der samler sig selv til enten solceller eller til en slags batterier, hvor energien lagres.

- Hvis vi kan lave solfangere i form af maling, vil man kunne montere solfangere mange steder, hvor det i dag er umuligt, lyder det fra Mogens Brøndsted Nielsen.

- Især i Danmark, hvor der ikke er så mange soltimer, vil det være relevant med solfangere, som kan oplagre energien til der er brug for den. Hvis vi så oven i købet kan lave solfangere i form af maling, vil man kunne montere solfangere mange steder, hvor det i dag er umuligt, siger den nyslåede fyrtårnsprofessor.

Faglig bredde øger chancer for succes
Det er kombinationen af teori, syntese og spektroskopi, altså design, fremstilling og test, inden for samme center, som øger chancerne for at det ambitøse forskningsprojekt får succes.

Stillingen som fyrtårnskemiker har til formål at hæve det samlede niveau for kemiforskning på Københavns Universitet. Brøndsted Nielsen bestred i forvejen en stilling som almindelig professor på Kemisk Institut. Institutleder Mikael Bols forklarer valget med, at Brøndsted Nielsen har gjort en forbilledlig indsats som leder af forskergruppen ”Molecular Engineering Group”, der har beskæftiget sig med udvikling af molekyler til avancerede materialer, kunstig fotosyntese og molekylær elektronik.
- Mogens Brøndsted Nielsen er uhyre dynamisk. Gruppen han har opbygget er ung og dygtig. Han er også selv fremragende både som forsker og som underviser, siger Bols.

Center for forudsigelse, fremstilling og test
Centeret ønsker at kombinere de tre fagområder teori, syntese og spektroskopi. Molekyler med de rette egenskaber skal designes ved hjælp af kvantemekaniske beregninger, før de efterfølgende fremstilles med syntetisekemiske metoder og endeligt undersøges spektroskopisk.

En bøjelig erstatning for glasagtige solfangere
Solceller giver os energi uden at påvirke klimaet, men de har et problem. Dagens teknologi er baseret på silicium. Ligesom glas er silicium tungt, skrøbeligt og ufleksibelt, og det er derfor langt de fleste solceller i dag ligger som uskønne ensartede paneler på landets villatage.

- Vores plan er at udvikle solceller baseret på organiske molekyler, der har kulstof som vigtigste ingrediens. Det lyder heller ikke specielt fleksibelt, men man behøver blot at tænke på de kulfibermåtter man former cykelstel af, for at forestille sig hvor meget det kan bøjes og vrides, forklarer Mogens Brøndsted Nielsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078